Video : Tipsbladet
Landshold

Danmark er i seedningslag to, når der trækkes lod til EM-kvalifikationen

Åge Hareides landshold får gode muligheder for at komme til EM.

Landsholdet tabte kun én kamp i 2018 - det var vikarlandsholdet, der var i aktion i Slovakiet - men ellers var det resultatmæssigt et stort år for Åge Hareides mandskab.

Holdet spillede godt nok fem kampe uafgjort 0-0, men man nåede frem til ottendedelsfinalen ved VM-slutrunden, og Nations League-puljen blev vundet, så man er at finde i det øverste lag næste gang, turneringen spilles.

Og den sidste aktion for herrelandsholdet i 2018 bliver en lodtrækning til EM-kvalifikationen. Den 2. december finder Danmark ud af, hvem der venter i jagten på en billet til EM, og her kan Åge Hareide glæde sig over, at Danmark med sikkerhed undgår Tyskland, der ligesom Danmark er at finde i det næstbedste lag.

Top to i hver gruppe sikrer sig billet til EM.

Herunder er de syv forskellige seedningslag, som reelt kun er seks, fordi UEFA Nations League-laget hører til seedningslag 1. De fire nationer fra Nations League-laget placeres i grupperne A, B, C og D, og i de grupper er der kun fem hold, da de skal have afgjort Nations League mellem sig i juni 2019:

UEFA Nations League laget: Schweiz, Portugal, Holland, England

Lag 1: Belgien, Frankrig, Spanien, Italien, Kroatien, Polen

Lag 2: Tyskland, Island, Bosnien, Ukraine, Danmark, Sverige, Rusland, Østrig, Wales, Tjekkiet

Lag 3: Slovakiet, Tyrkiet, Irland, Nordirland, Skotland, Norge, Serbien, Finland, Bulgarien, Israel

Lag 4: Ungarn, Rumænien, Grækenland, Albanien, Montenegro, Cypern, Estland, Slovenien, Litauen, Georgien

Lag 5: Makedonien, Kosovo, Hviderusland, Luxembourg, Armenien, Aserbajdsjan, Kasakhstan, Moldova, Gibraltar, Færøerne

Lag 6: Letland, Liechtenstein, Andorra, Malta, San Marino

Som man kan se, er der kun fem hold i nederste lag, og det betyder, at fem af de 10 kvalifikationsgrupper er med seks hold, mens de resterende fem er med fem hold.

En god trækning for Danmark kunne være Polen, Norge, Estland, Gibraltar og San Marino.

En dårlig trækning kunne være Frankrig, Tyrkiet, Rumænien, Makedonien og Letland.

EM-kvalifikationen starter i marts 2019.