Danmark har kun ét Montenegro-møde i fortiden
Foto: Tycho Gregers/Polfoto
Landshold

Danmark har kun ét Montenegro-møde i fortiden

Danmark har kun mødt Montenegro én gang tidligere. Det var i juni 2015.

Det er en klassisk disciplin at kigge på både statistik og fortidens møder, når det danske landshold skal i kamp mod en given modstander, men i tilfældet Montenegro er der ikke mange minder at trække på.

Når Danmark møder Montenegro tirsdag aften på hjemmebane, er det således blot anden gang i historien, at de to nationer mødes på A-landsholdsniveau. Danmarks første møde med Montenegro fandt sted i juni 2015, hvor Danmark vandt 2-1 i en træningskamp i Viborg. Her kom Danmark ellers bagud efter bare 17 minutter ved Stevan Jovetic, men Christian Eriksen udlignede i 71. minut, inden Viktor Fischer sikrede sejren på en straffesparksscoring fire minutter før slutfløjt. 

Den danske startopstilling så ved den lejlighed således ud: 

Schmeichel - Jacobsen, Kjær, Bjelland, Busk Poulsen - Kvist, Eriksen, Højbjerg - Krohn-Dehli, Bendtner, Yurary Poulsen 

Montenegro er en ung nation, der førhen var en del af den samlede nation Serbien-Montenegro. Danmark nåede aldrig at spille mod den samlede nation. 

Til gengæld har Montenegro også været en del af det tidligere Jugoslavien, som Danmark mødte ni gange mellem 1950 og 1991. Her blev det til to sejre og hele syv nederlag.