EM-kandidaterne: Stjernerne giver landstræneren hovedbrud
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Landshold

EM-kandidaterne: Stjernerne giver landstræneren hovedbrud

Den danske U21-landstræner Niels Frederiksen skal snart udtage sit landshold. Tipsbladet.dk kigger her på kandidaterne - hvem der kommer med, og hvem der glipper slutrunden.

Niels Frederiksen har mange spillere at vælge imellem, når han den 22. maj skal sætte navne på de 23, han vil have med til U21-slutrunden i Polen i juni.

Men mens der er mange navne, er der også meget usikkerhed, som U21-landstræneren skal have styr på, for mange navne er fortsat i spil. Det kan absolut blive afgørende for holdets muligheder, hvor mange af de etablerede danske landsholdsspillere, der vil med i turneringen.

Spillere som Andreas Christensen, Riza Durmisi, Pierre Emile Højbjerg og Yussuf Poulsen kan alle repræsentere det danske U21-landshold, ligesom Kasper Dolberg fra Ajax og Pione Sisto fra Celta Vigo i øvrigt kan det.

I det følgende vil tipsbladet.dk gennemgå de spillere, der efter vores vurdering bør være sikre på at få billet til slutrunden, og de spillere, der af forskellige årsager er på vippen.

Der skal udtages 23 mand, hvoraf tre er keepere, og vi har valgt at inddele det i følgende kategorier: De er sikre, De er tæt på, Boblere og Outsidere. Vi lister også de skadede spillere, der nok var kommet med i betragtning til slutrunden.

Listen opdateres løbende frem mod udtagelsen.

DE ER SIKRE: (12 mand)

Jeppe Højbjerg
Målmand, Esbjerg fB (årgang 1995)
Esbjerg-målmanden er det helt sikre og helt klare førstevalg i målet hos både Esbjerg fB og det danske U21-landshold.

Thomas Hagelskjær
Målmand, AGF (årgang 1995)
Keeperen er den primære reserve for Jeppe Højbjerg, og det må derfor også forventes, at Thomas Hagelskjær bliver en af de tre målmænd, der får en billet til slutrunden, selv om han ikke spiller.

Andreas Hansen
Målmand, HB Køge (årgang 1995)
HB Køge-keeperen blev i sommer hentet i Brøndby, og i denne sæson har han fået debut på U21-landsholdet. Det forventes, at han skal kæmpe med Thomas Hagelskjær om at blive Højbjergs primære reserve. Der er langt til U21-landsholdets fjerdevalg.

Patrick Banggaard
Central forsvarsspiller, Darmstadt (årgang 1994)
Er blevet starter, efter Pascal Gregor gik i stykker, og han er med i U21-truppen. Også selv om han godt nok kommer med for lidt spilletid i bagagen fra Darmstadt.

Andreas Maxsø
Central forsvarsspiller, FC Nordsjælland (årgang 1994)
Et stensikkert kort i truppen. Kun skader kan holde Andreas Maxsø fra slutrunden i Polen, hvor han får en vigtig rolle på holdet.

Frederik Holst
Højre back, Brøndby IF (årgang 1994)
Kan spille på midtbanen, og han kan spille på backen. Han er erfaren, kan dække flere positioner og har Niels Frederiksens tillid, selv om han ikke får ret meget spilletid i Brøndby.

Jakob Blåbjerg
Venstre back, AaB (årgang 1995)
Kan spille både i midterforsvaret og på venstre back, og derfor er han sikker i Niels Frederiksens trup. En spiller, der har været med hele vejen.

Lasse Vigen Christensen
Central midtbane, Burton Albion (årgang 1994)
Den danske U21-anfører er fast mand på holdet, og han kommer selvfølgelig også med til slutrunden, hvor han med  erfaring og kvalitet skal hjælpe det danske hold.

Christian Nørgaard
Central midtbane, Brøndby IF (årgang 1994)
Bliver formentlig Lasse Vigens makker på den centrale midtbane. Christian Nørgaard er fast mand i Brøndby og en spiller, man kan stole på.

Lucas Andersen
Offensiv midtbane, Grasshoppers (årgang 1994)
Kan spille som hængende angriber, og han kan spille som kantspiller. Missede lige nøjagtig holdet tilbage i 2015, men det gør han ikke denne gang.

Andrew Hjulsager
Offensiv midtbane, Celta Vigo (årgang 1995)
Den tidligere Brøndby-spiller har godt nok ikke været meget i aktion det sidste halve år, men han bør være et af de sikre kort i truppen.

Marcus Ingvartsen
Angriber, FC Nordsjælland (årgang 1996)
Superliga-topscorer Marcus Ingvartsen er klinisk foran målet, og på det danske U21-landshold er han også så sikkert et kort, at han meget vel kan stå foran Kasper Dolberg, skulle Ajax-angriber blive udtaget.

DE ER TÆT PÅ: (5 mand)

Casper Nielsen
Central midtbane, OB (årgang 1994)
Er også en af de faste spillere på holdet, og han bør få en plads i Niels Frederiksens trup, fordi han har en stor arbejdsradius og kommer med spilletid i bagagen. Har dog været skadet på det seneste i OB, og det er værd at holde øje med.

Pione Sisto
Kantspiller, Celta Vigo (årgang 1995)
Han var med for to år siden, selv om han egentlig var småskadet, og Sisto scorede det afgørende mål i opgøret mod Tjekkiet. Sisto kunne blive en vigtig dansk brik i slutrunden, hvis han vil med.

Frederik Børsting
Kantspiller, AaB (årgang 1995)
Han er fast mand på AaB-holdet, og Frederik Børsting og har i et par år været en spiller, der stort set altid får spilletid på U21-holdet. Bør være sikker.

Emiliano Marcondes
Offensiv midtbane, FC Nordsjælland (årgang 1995)
FC Nordsjællands Emiliano Marcondes har haft en drømmesæson. Efter han slap af med sin skade i indledningen, har han scoret og assisteret masser af mål. Ligner et godt bud på en slutrundedeltager.

Kasper Dolberg
Angriber, Ajax (årgang 1997)
Ingen tvivl om, at Kasper Dolberg vil være højaktuel på U21-landsholdet. Han er Danmarks største talent i øjeblikket og på tale til de største klubber i Europa. Men vil han efter en lang sæson med til U21-EM?

Kenneth Zohore
Angriber, Cardiff City (årgang 1994)
Den store Cardiff-angriber har haft et flot 2017, og han kan og bør komme med i turneringen. Takker Ingvartsen, Dolberg og Yussuf Poulsen alle ja, kan det blive problematisk for Kenneth Zohore, der blev kåret som Årets Spiller i Cardiff.

DE ER BOBLERE: (6 mand)

Joachim Andersen
Central forsvarsspiller, Twente (årgang 1996)
Den unge forsvarsspiller har været omkring det danske U21-landshold, og han kan meget vel være en af de spillere, der får et opkald fra træner Niels Frederiksen. Skal dog ikke forvente, at han bliver fast mand.

Mikkel Desler
Højre back, OB (årgang 1995)
Er nok noget hæmmet af, at han står over for flere dygtige konkurrenter. Kan spille både på backen og på kanten, og det giver ekstra værdi - kan ende med at kæmpe med Rasmus Nissen Kristensen om den sidste plads.

Rasmus Nissen Kristensen
Højre back, FC Midtjylland (årgang 1997)
FC Midtjyllands højre back er en dygtig spiller, der med både styrke, fart og vilje er kommet langt allerede. Han har spillet seks U21-landskampe, og han kæmper formentlig med Mikkel Desler om en plads i truppen. Kan samtidig gøre et hæderligt stykke arbejde på venstre back.

Riza Durmisi
Venstre back, Real Betis (årgang 1994)
Fast mand på A-landsholdet, men måske kan Riza Durmisi alligevel overtales til at komme med til slutrunden. På nuværende tidspunkt har han ikke taget stilling. For to år siden stod han bag Jonas Knudsen - nu vil Durmisi i så fald være sikker starter. Hvis han altså ønsker at komme med.

Kristian Pedersen
Venstre back, Union Berlin (årgang 1994)
Er fast mand på Union Berlin-holdet, og han bør bestemt være i spil til holdet. Hvis Riza Durmisi melder sig klar, kan det gå ud over en spiller som Kristian Pedersen.

Mikkel Duelund
Offensiv midtbane, FC Midtjylland (1997)
Duelund, der både kan spille på den offensive midtbane og som kantspiller, bør få en plads på holdet, hvor han så skal kæmpe om spilletid med nogle af de spillere, der har fået mere spilletid på U21-holdet.

DE ER OUTSIDERE: (17 mand)

Andreas Christensen
Central forsvarsspiller, Borussia Mönchengladbach (årgang 1996)
Den danske forsvarsspiller er fast mand i Gladbach og fast mand på landsholdet. Det virker usandsynligt, at han ønsker at bruge det meste af juni på at spille U21-EM. Er en klar forstærkning, hvis han vil med.

Asger Sørensen
Central forsvarsspiller, Liefering (årgang 1996)
Red Bull Salzburg-spilleren er i øjeblikket udlejet til den næstbedste række i Østrig, og selv om det er fint med spilletid, han får i Liefering, er det spørgsmålet, om det er nok til at få billet til slutrunden.

Jonas Bager
Central forsvarsspiller, Randers FC (årgang 1996)
​Randers-forsvareren skal håbe på afbud for at blive en del af den trup, Niels Frederiksen sender med til U21-EM. Har potentiale, men er nok stadig en tand for grøn.

Andreas Skovgaard
Central forsvarsspiller, FC Nordsjælland (årgang 1997)
FC Nordsjælland-forsvareren har spillet fast på det seneste i Superligaen, men det bør som udgangspunkt ikke være nok til at booke billet til slutrunden.

Joakim Mæhle
Højre back, AaB (årgang 1997)
Har et stort potentiale og er lige blevet solgt til belgiske Genk. Slutrunden er nok lige en postgang for tidligt for Mæhle, der formentlig kun bliver en del af det danske landshold, skulle der opstå skader.

Jacob Barrett Laursen
Venstre back, OB (årgang 1994)
Er en talentfuld back, men han bør ikke som udgangspunkt gøre sig klar til at komme med til slutrunden. Der skal skader og afbud til, før Laursen bliver aktuel.

Patrick Da Silva
Venstre back, FC Nordsjælland (årgang 1994)
Har været fast omkring holdet i flere år, men en korsbåndsskade har betydet, at Patrick Da Silva nok er tvivlsom til slutrunden. Det kræver masser af spilletid her frem mod U21-slutrunden, og spørgsmålet er, om han kan nå at komme i god nok form til turneringen.

Mads ‘Mini’ Pedersen
Venstre back, FC Nordsjælland (årgang 1996)
FC Nordsjællands talentfulde back, der også kan spille på kanten, vil kunne give Danmark dybde på de to positioner, ligesom han vil kunne være interessant, skulle Niels Frederiksen overveje at skifte til wing-backs. Har dog ikke været med holdet, og derfor er han nok ikke som udgangspunkt et emne.

Pierre Emile Højbjerg
Central midtbanespiller, Southampton (årgang 1995)
Var med for to år siden og var udset til at være Danmarks helt store kort. Det blev han dog aldrig helt, og siden har han også haft problemer med at tage det næste skridt i karrieren. Ikke utænkeligt, at han melder fra denne gang, og at klubben gerne vil holde ham i England.

Magnus Christensen
Central midtbane, AaB (årgang 1997)
Midtbanespilleren har fået et fint gennembrud her i sæsonen, men med tanke på dygtige konkurrenter, skal han nok væbne sig med tålmodighed.

Philip Billing
Central midtbane, Huddersfield Town (årgang 1996)
Den danske midtbanespiller har imponeret i Huddersfield i denne sæson, selv om formen på det seneste ikke har været super. Han har ikke været på U21-landsholdet endnu, så det er nok ikke så aktuelt denne gang.

Robert Skov
Kantspiller, Silkeborg (årgang 1996)
Danmarks eneste målscorer ved OL-turneringen i sommer står lige nu til at misse U21-slutrunden. Skov har ikke grebet chancen, når han har fået den på U21-landsholdet, og med tanke på konkurrencen på positionen kan det godt koste deltagelse i slutrunden.

Yussuf Poulsen
Angriber, RasenBallsport Leipzig (årgang 1994)
​Lidt som med Kasper Dolberg er der her tale om en etableret spiller, der har været i gang for Leipzig længe, og som for sidste år siden blev presset af klubben til at droppe OL. Sandsynligt, det sker igen til U21-EM.

Viktor Fischer
Angriber, Middlesbrough (årgang 1994)
Har stort set ikke spillet i 2017, og spørgsmålet er, om hans form er god nok til at komme med til U21-EM? Rykker med Middlesbrough ud af Premier League, og skal sommeren i stedet bruges på at kigge efter en ny arbejdsgiver?

Mikael Uhre
Angriber, SønderjyskE (årgang 1994)
Har været inde omkring U21-landsholdet, og man skal heller ikke afvise, at han får billet til slutrunden. Der er bare andre angribere med større cv og navne, der bør stå foran i køen. Men begynder de at melde fra, kan Uhre godt tænde telefonen. SønderjyskE-angriberen har ikke scoret ret mange mål i denne sæson, og det også imod. 

Kasper Junker
Angriber, AGF (årgang 1994)
Også en spiller, der kan dække flere af de forreste positioner, og som udgangspunkt først kommer med i den endelige trup, hvis der er nogle afbud. Det er dog ikke utænkeligt, og Junker er lidt en anden type end nogle af de spillere, der må forventes at stå foran i køen. Det kan godt blive en fordel.

Mathias Greve
Angriber, OB (årgang 1995)
OB’eren kan dække flere positioner, og det giver værdi, men der er bare andre, der lige nu er tættere på at komme med til U21-EM.

SKADER: (2 mand)

Pascal Gregor
Central forsvarsspiller, FC Nordsjælland (årgang 1994)
Var helt sikker på at få billet til U21-EM, var han ikke blevet skadet. Er blevet opereret for en meniskskade.

Jacob Bruun Larsen
Kantspiller, Dortmund (årgang 1998)
Ville formentlig være med i truppen, var han ikke blevet ramt af en brækket knogle i foden.