Video : Tipsbladet
Landshold

Engelsk landstræner afviser at spare Harry Kane mod Kosovo

Harry Kane kommer i aktion tirsdag aften mod Kosovo, forsikrer Gareth Southgate.

Da England i weekenden besejrede Bulgarien i kvalifikationen til EM, scorede stjerneangriberen Harry Kane tre mål, og han får mulighed for at score yderligere, når englænderne møder Kosovo tirsdag.

Gareth Southgate, der er engelsk landstræner, har nemlig ingen planer om at spare ham i det opgør. Det understreger Southgate ifølge Goal.

- Det er sikkert at sige, at vi ikke sparer ham i morgen (tirsdag, red.). Hans niveau er så højt, at det ville være en sjælden begivenhed at droppe ham.

- Men vi kan muligvis ændre lidt på holdet. Det vil være vigtigt. Men vi behøver ikke. Alle er i form og tilgængelige. Vi er nødt til at sikre os, at vi får den rette balance, siger Gareth Southgate.

Den engelske landstræner understreger dog samtidig, at Harry Kane ikke er selvskrevet til en plads på holdkortet. 

- I sommer (i Nations League, red.) besluttede vi, at han ikke var klar til at starte, så jeg tror ikke, man kan have en spiller, man ikke kan droppe, fordi det er en farlig ting for et hold, og det er ikke en sund position for en spiller.

England møder Kosovo tirsdag aften klokken 20.45. Før opgøret er de henholdsvis nummer ét og nummer to i kvalifikationsgruppe A.