Italien håber på Pirlo mod Spanien
Illustration
Landshold

Italien håber på Pirlo mod Spanien

Andrea Pirlo er i kapløb med tiden for at blive klar til semifinalen i Confederations Cup mod Spanien. 

Italien måtte se bort fra playmaker Andrea Pirlo i italienernes sidste gruppekamp mod Brasilien, og siden da har der været tvivl om, hvorvidt Pirlo kunne nå at blive sin skade kvit til torsdagens semifinalebrag mod Spanien. 

Selvom intet er afgjort endnu, er der optimisme i den italienske lejr efter midtbanespillerens fremskridt i de seneste par dage.

- Vi bliver ved med at arbejde hårdt og er forsigtig optimistiske. Men vi bliver nødt til at evaluere fra dag til dag, og hvis han ikke kommer til at spille mod Spanien, så bliver det afgjort i det sidste minut, siger Dr. Enrico Castellacci fra den italienske lægestab ifølge Football-italia.

Andrea Pirlo startede turneringen med en sand frisparksperle mod Mexico, og han var hårdt savnet i 4-2-nederlaget til Brasilien.

Landstræner Cesare Prandelli har ikke brug for flere skader før kampen mod Spanien, da både Ignazio Abate og Mario Balotelli ikke kommer mere i kamp under Confederations Cup.