Video : Tipsbladet
Landshold

Landsholdet bliver i Parken: Jeg kan end ikke forestille en anden hjemmebane

Både Åge Hareide og Christian Eriksen er tilfredse med, at landsholdet også i fremtiden skal spille i Telia Parken. Det er Danmarks historiske hjemmebane, og det må det gerne fortsætte med at være.

Det er over 100 år, siden det danske landshold spillede sin første kamp i Københavns Idrætspark, og siden har den gamle arena dannet de primære rammer om nationens bedste fodboldhold. Det fortsætter i hvert fald i tre år endnu.

I sidste uge meldte DBU ud, at landsholdet også fra 2020 til 2022 skal spille de fleste af sine hjemmekampe i Telia Parken. Derudover skal et mindre antal kampe spilles på andre stadioner.

Det er de glade for på landsholdet. For Parken er dansk fodbolds historiske hjemsted, og det fornemmer selv nordmanden Åge Hareide.

- Parken er faktisk en rigtig fin hjemmebane, for man har publikum tæt på, og der kan være tæt på 40.000 derinde, så det er altid et fint sted at spille. Så jeg tror, det er godt for landsholdet. Vi har jo nogle rigtig gode oplevelser derinde, så jeg tror, det bliver positivt, siger landstræneren, der ikke kan forestille sig andre faste hjemmebaner for sit hold.

Læs også:Aftale på plads: Parken forbliver landsholdets hjemmebane

- Nej, det kan jeg ikke engang tænke mig. Jeg er på mange måder for gammeldags, og jeg har selv spillet derinde, da Parken vendte den anden vej (banen blev drejet 90 grader i forbindelse med renoveringen i 1992, red.). Det er der, Danmark skal spille sine kampe.

På fredag spiller Hareides udvalgte så igen i den gamle idrætspark på Østerbro i København, når Gibraltar kommer på besøg. Ikke just nogen tilskuermagnet, men til gengæld en vigtig kamp, da det er Danmarks sidste i EM-kvalifikationen.

Den slags, de vigtige og store kampe, hører hjemme i Parken, mener Christian Eriksen.

Læs også:Parken-formand: Havde været et selvmål ikke at spille landskampe her

- Det er ligesom der, vores base er, og det er jo nationalstadionet. Når man endelig kommer igennem på landsholdet, hvor vil man så gerne spille en landskamp? Det er jo i Parken. Det er altid specielt at få landskampsdebut, lige meget hvor det er, men at få debut i Parken er trods alt lidt mere specielt end visse andre steder, siger landsholdsprofilen.

- Det er jo bare historien bag. Jeg er glad for, at historien fortsætter.

Landsholdet har de seneste ti år spillet på ni forskellige hjemmebaner: Blue Water Arena i Esbjerg, Ceres Park i Århus, Aalborg Portland Park, Telia Parken, Nature Energy Park i Odense, MCH Arena i Herning, Energi Viborg Arena, Casa Arena i Horsens og Brøndby Stadion.

Læs også:Flere kommuner skyder DBU's stadiondrømme ned: Alternativerne er få

Læs også:Optakt: Danmark - Gibraltar

Læs også:Hareide hylder brandvarme Cornelius: Når han skyder mod mål, går den ind