Video : Tipsbladet
Landshold

Landstræner før U21-EM: Et helvede, at nogle ser det som et udstillingsvindue

Niels Frederiksen advarer sine spillere mod at betragte U21-EM som et middel til at få et stort skifte. Det er en fin bonus, hvis det sker, men det må ikke være det primære mål, for så fjerner det fokus fra selve spillet.

I eftermiddag kommer 26 unge fodboldspillere til at tage et afgørende skridt mod en plads ved U21-EM. Men når landstræner Niels Frederiksen udtager sin bruttotrup, frygter han samtidig for, at nogle spillere ser slutrunden som et middel til at nå et større mål, et klubskifte, i stedet for et mål i sig selv.

Den tankegang advarer han mod. For hvis spillerne fokuserer på deres klubfremtid i stedet for på slutrunden i sig selv, risikerer de, at det går ud over deres præstationer. Og så kommer de alligevel ikke tættere på deres drømmeskifte.

- Det er et helvede og farligt, at nogle spillere ser slutrunden som et udstillingsvindue. Jeg har da spillere, for hvem jeg – uden at sætte navn på – håber, at deres fremtid er afklaret, inden vi spiller EM, for jeg er i tvivl om, at de kan håndtere det. Og det er bare så små marginaler, der afgør, om du får et godt eller et dårligt EM, siger Niels Frederiksen til Politiken.

- Derfor må de helst ikke rende og tænke for meget på det, for det kan fjerne fokus. Det betyder ikke, at de ikke vil gøre alt, hvad de kan, og så godt som muligt – for det vil de. Men det kan bare blive for meget for dem, for der er pres nok på i forvejen.

Ud af de 26 spillere, som Niels Frederiksen senere i dag udtager, skal 23 med til slutrunden. De tre, der trækker sorteper, finder landstræneren i løbet af den træningslejr op til EM, som han og DBU har arrangeret.

Her kan du se tipsbladet.dk's bud på, hvilke 26 navne der kommer til at stå på Frederiksens skærm i eftermiddag.

Danmark er havnet i EM-gruppe med Tyskland, Serbien og Østrig. Holdet spiller sin første kamp den 17. juni i Udine.