Video : Tipsbladet
Landshold

Morten Olsen revser VM-udvidelse: Synd for fodbolden

Danmarks tidligere landstræner forholder sig kritisk til VM's udvidelse til 48 lande senest i 2026.

I disse dage mødes det øverste beslutningsorgan i FIFA i Miami for at diskutere en udvidelse af VM i Qatar i 2022. Det er i forvejen bestemt, at der fra VM i 2026 skal deltage 48 lande i stedet for 32, men det diskuteres nu, om turneringen skal udvides allerede fra 2022. 

Den tidligere landstræner for det danske landshold Morten Olsen forholder sig meget kritisk til, hvordan en udvidelse af turneringen vil påvirke kvaliteten af fodbolden. Han tror, at kvantiteten går udover kvaliteten. 

- Det er et valg mellem kvalitet og kvantitet. Det er synd for fodbolden og for slutrunderne, for det skal vitterligt være de bedste, der er med. Der er altid overraskelser, og det skal der også være plads til. Men jeg synes ikke, der skal være plads til de hold, som ikke ville komme med, hvis det handlede om kvalitet, siger Morten Olsen til ritzau ifølge BT

Ifølge en FIFA-rapport, som nyhedsbureauet AP har set, så vil en udvidelse af VM i 2022 betyde, at der skal bygges flere stadions og samtidig findes en ekstra værtsnation.