Niels Frederiksen om stærkt U21-landshold: Vil kunne vinde Superligaen
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Landshold

Niels Frederiksen om stærkt U21-landshold: Vil kunne vinde Superligaen

Niels Frederiksen er meget begejstret for den store kvalitet, der er på det danske U21-landshold.

I dag skydes U21 EM-slutrunden i gang, og det danske landshold er med.

Landstræneren er for en kort stund endnu Niels Frederiksen, og han er rigtig glad for det spillermateriale, han har til rådighed. Når han ser ned over sin trup kan han spotte en række spillere, der allerede har bevist sig i udenlandske klubber.

Flere af profilerne på U21-landsholdet har dog fortsat sin gang i Superligaen, og Niels Frederiksen føler sig sikker på, at han ville kunne vinde den bedste danske række, hvis han fik mulighed for at stille op med landsholdet.

- Jeg har aldrig trænet så dygtige spillere som dem her. Hvis jeg havde muligheden for at træne dem hver dag, ville jeg kunne lave et hold, der kunne vinde Superligaen. Der er ikke én spiller i den her trup, som samtlige Superliga-klubber ikke ville være interesserede i, lyder vurderingen fra Niels Frederiksen i et interview med Jydske Vestkysten.

Danmark starter slutrunden med den på papiret sværeste kamp mod Tyskland, der stiller op med profiler som Jonathan Tah og Maximilian Eggestein. Kampen spilles mandag klokken 21.00.