Video : Tipsbladet
Landshold

Real Sociedad-profil rygtes til Barcelona

FC Barcelona har efter sigende holdt øje med Real Sociedads Mikel Oyarzabal i et år og overvejer at byde på ham.

FC Barcelona vandt La Liga for anden gang i træk i den netop overståede sæson, men de er efter sigende desperat på jagt efter forstærkning. Især angrebet skulle de være interesserede i at forstærke.

Her er både Gironas Christhian Stuani og Valencias Rodrigo blevet nævnt som transferemner, men nu meddeler avisen Sport, at katalanerne har et godt øje til en helt tredje spiller.

Sport mener at vide, at FC Barcelona har holdt øje med Real Sociedad-talentet Mikel Oyarzabal i de seneste 12 måneder, og at de overvejer at byde på spilleren. Ifølge avisen har han en frikøbsklausul på 525 millioner kroner.

I den netop overståede scorede 22-årige Oyarzabal 14 mål for Sociedad, og mandag scorede han sit første landsholdsmål i Spaniens sejr over Sverige.

Et salg af Mikel Oyarzabal kan potentielt bane vejen for Andreas Skov Olsen, der i den forgangne sæson scorede imponerende 22 mål i Superligaen for FC Nordsjælland

Den 19-årige dansker er blevet sat i forbindelse med Real Sociedad af flere medier, heriblandt danske Ekstra Bladet og spanske Marca, og er blevet nævnt som en mulig afløser for netop Mikel Oyarzabal.