Video : Tipsbladet
Landshold

Thiago Silva udstiller Messi: Han kan selv styre dommeren

Lionel Messi var meget utilfreds med Copa America-dommerne, men nu bliver der svaret igen fra brasiliansk side.

Da Argentina røg ud af Copa America i semifinalen mod Brasilien holdt Lionel Messi sig ikke tilbage med at kalde turneringen for grimme ting, og det har fået den brasilianske midterforsvarer Thiago Silva til at reagere.

Det gør han ifølge de spanske sportsaviser AS og Marca, hvor han minder om, hvordan det er gået Messi selv tidligere i karrieren.

Her tænker han specielt på Barcelona utrolige comeback efter et 0-4-nederlag i Paris til PSG, som blev vendt rundt i returen med en 6-1-sejr til catalanerne. Dengang havde Messi fordel af visse dommerkendelser.

- Det er svært at kommentere på det (Messis udtalelser red.), men i nederlag tænker man nogle gange på andre personer. I kampen mod Barcelona snød han dommeren, som efter min mening var latterlig, siger han og fortsætter:

- Men vi sagde ikke noget om, at dommeren var til fordel for Barcelona. Jeg synes, at man er nødt til at vise respekt. Brasilien har ikke fem stjerner (fem verdensmesterskaber red.) ved en tilfældighed. Ingen af dem er stjålet. De blev spillet på banen, lyder det fra Thiago Silva.

Brasilien endte med at vinde Copa America efter en finalesejr på 3-1 over Peru.