Video : Tipsbladet
Ligue 1

41-årige Buffon kan tage sabbatår: Alt kan ske

Gianluigi Buffon vil ikke afvise, at han tager et sabbatår.

Efter et år i Paris Saint-Germain skal Gianluigi Buffon igen ud og lede efter en ny arbejdsgiver denne sommer.

Den 41-årige keeper havde ellers muligheden for at blive i Paris Saint-Germain i yderligere en sæson, men med udsigten til at blive reservemålmand interesserede det ham ikke. Det fortæller han i et interview med Corriere dello Sport.

- Paris Saint-Germain fortalte mig for fem måneder siden, at jeg ville blive reservemålmand efter sæsonen. Så siden januar har jeg haft masser af tid til at tænke, og jeg kom frem til, at det ikke ville være noget for mig. Derfor opgav jeg en masse penge og muligheden for at blive et år mere i Paris Saint-Germain, fortæller Gianluigi Buffon.

I stedet står han nu med alle muligheder åbne, og selv et sabbatår er en mulighed, fortæller han.

- Nu står jeg i samme situation som sidste sommer, hvor jeg er ekstremt afslappet og alt kan ske. Det hele kan være slut om 12 måneder eller 15 dage. Jeg har fået et par fine tilbud, men hvis jeg mangler motivationen, jeg gerne vil have, tager jeg måske fri i et år – et år kun for mig selv. Et år med uddannelse, fortæller italieneren.

Gianluigi Buffon spillede 17 sæsoner for Juventus, før han kom til Paris Saint-Germain sidste sommer. I Paris spillede han 25 kampe.