Video : Tipsbladet
Ligue 1

Officielt: Danskerklub køber ind i PSG

Bordeaux henter den 18-årige midtbanespiller Yacine Adli fra Paris Saint Germain

Andreas Cornelius' klub Bordeaux har været på indkøb i den franske mesterklub Paris Saint Germain i form af den franske U20-landsholdsspiller Yacine Adli, som skal spille for vindistrikt-klubben.

Det skriver Bordeaux på dens officielle hjemmeside.

Kontrakten mellem Bordeaux og Adli er frem til sommeren 2023, og der er tale om en spiller, som bliver vurderet til at være bedst på den centrale midtbane med et offensivt udgangspunkt i sit spil.

Dermed er der nok ikke tale om en direkte erstatning for Lukas Lerager, der tidligere i dette transfervindue har skiftet det franske ud med italiensk fodbold, da han er skiftet til Serie A-klubben Genoa.

For Adlis vedkommende har han ikke haft held til at bryde ind på det stjernebesatte PSG-hold, men han har spillet en enkelt kamp i Ligue 1 for dem, da han fik otte minutter mod Caen, hvorefter de gav ham hans første professionelle kontrakt.

Ellers har han gjort sig godt bemærket i eksempelvis UEFA Youth League for klubben med 11 kampe mod hold som Barcelona, Bayern og Arsenal, ligesom han har spillet 42 U-landskampe for diverse franske ungdomslandshold.