Arsenal og Spurs med dramatisk kryds
Foto: Polfoto
Premier League

Arsenal og Spurs med dramatisk kryds

Tottenham og Arsenal spillede 2-2 efter en dramatisk anden halvleg, hvor Francis Coquelin blev udvist, inden kampen fik tre scoringer

Christian Eriksen var igen med fra start, mens Mohamed Elneny, Danny Welbeck og David Ospina startede for gæsterne, der kom til White Hart Lane med smertelige nederlag til Manchester United og Swansea i de foregående to runder. For begge hold var der vigtige point på spil i kampen om mesterskabet, og tre point var det, som begge hold kom efter. Uafgjort lignede på intet tidspunkt et mål, men det var alligevel der, hvor det endte.

Tottenham startede bedst og var meget aggressive igennem det første kvarter, inden man også fik kampens første store chance. Kyle Walkers hårde indlæg nåede Erik Lamela, der snittede den imod David Ospina. Fin refleks.

Danny Welbeck var alene på toppen, hvor han savnede spillere omkring sig, men da der endelig blev lavet om på det, kom målet også: 38 minutter var der spillet, da Welbeck trak et afventende forsvar til sig, før Hector Bellerin kom forbi ham på ydersiden. Indlæg fra den spanske højreback, der ramte Aaron Ramsey, som elegant snittede bolden ind med hælen. 1-0.

Flere hurtige, farlige omstillinger fulgte for gæsterne inden pausen, hvor man altså var foran, selvom Tottenham nok var bedst.

Hjemmeholdet fik sig efter pausen en udstrakt arm, efter Francis Coquelin fik sit andet gule kort, da Harry Kane tiltrak sig et frispark. Udvisning.

Derefter var det en ensporet motorvej for hjemmeholdet, der fik alt det ud af det røde kort, som man kunne ønske sig. Dele Alli var tæt på, inden Harry Kane ifølge mållinjeteknologi var millimeter fra et mål efter hjørne, men det var Toby Alderweireld, der stod for 1-1-udligningen.

Christian Eriksens indadskruede hjørnespark nåede Erik Lamela, der bugserede bolden videre, inden den hollandske stopper var først over nedfaldet.

Og var det nok? Harry Kane mente det ikke. Få minutter efter sendte topscoreren med en imponerende afslutning fra en svær vinkel fra kanten af feltet bolden ind. Krøllet ind det lange hjørne. 2-1. Elektrisk stemning.

Så troede man, det var det, og lillebror kunne se ned på storebror, men Tottenham faldt tilbage, og Arsenal pressede sig længere frem. Med et kvarter igen kom udligningen: Alexis Sanchez løb dybt, Hector Bellerin stod for endnu et oplæg, inden chilieneren med en hoppende afslutning ramte nettet. 2-2

Uafgjort imellem de to rivalerne, hvad ingen af dem gik efter; man ville vist hellere endnu nærmere førstepladsen og en tydeligere håneret.

To og fem point er man nu efter førstepladsen.