Video : Tipsbladet
Premier League

Evra med ny respekt for Liverpool: Klubben har undskyldt for racismesag

Patrice Evra fortæller i den seneste udgave af Manchester Uniteds egen podcast, at han var rørt over at modtage en reel undskyldning fra Liverpool for racismesagen tilbage i 2011.

"Don't touch me, I don't speak with negro" skulle Luis Suarez have sagt til Patrice Evra i en kamp mellem Manchester United og Liverpool tilbage i oktober 2011.

Racismesagen endte i sidste ende med, at den daværende Liverpool-angriber fik en stor bøde samt otte spilledages karantæne. Her næsten ni år senere ser Patrice Evra nu tilbage på episoden med en nyfunden respekt for Liverpool.

Ikke for klubbens opførelse dengang, men for sidenhen at have undskyldt.

- Suarez vidste vist ikke, at jeg snakkede engelsk, så under kampen spurgte jeg ham igen, hvad han sagde, og han svarede: "Du har ret, jeg snakker ikke med N-ordet," fortæller Evra til Manchester Uniteds egen podcast.

- I sidste ende endte han med at indrømme det, og han fik en stor bøde. Jeg kan huske, at Liverpool i den efterfølgende kamp spillede med t-shirts, hvor der stod "Support Suarez". Han havde lige fået karantæne for racistiske chikane, havde fået en bøde, og så valgte de at støtte ham sådan. Jeg var forvirret og sur.

Men i oktober 2019, knap otte år efter racismesagen, sad Patrice Evra i Sky Sports-studiet sammen med Jamie Carragher, som stadig var aktiv for Liverpool dengang i 2011. Her undskyldte den tidligere Liverpool-mand for optrinnet med støtte-trøjerne.

- Det var spillerne, som var tæt på Suarez i omklædningsrummet, som virkeligt ønskede at støtte deres kammerat og ven. Undskyld, vi ramte helt forkert med den, udtalte Carragher da.

Undskyldningen fra den tidligere Liverpool-skipper samt en undskyldning fra The Reds' bestyrelsesformand har sidenhen betydet meget for Evra.

- Det rørte mig virkeligt, at han undskyldte, og jeg har meget større respekt for Liverpool FC nu, for dengang var jeg skuffet. Jeg modtog også en e-mail fra Liverpools bestyrelsesformand, hvori han undskyldte for episoden og sagde, at jeg altid ville være velkommen i Liverpool, siger Evra.

- Det rørte mig, for det var bedre sent end aldrig, selvom jeg var overrasket over, at Liverpool i starten støttede den attitude.