Video : Tipsbladet
Premier League

Klopp før topbrag: City er verdens bedste hold

Jürgen Klopp har massiv respekt for Manchester City, som han kalder for verdens bedste fodboldhold før torsdagens topopgør.

Manchester City og Liverpool tørner torsdag aften sammen i et kæmpe Premier League-brag, hvor City er presset til sejr, hvis de skal følge med The Reds i mesterskabskampen.

Men selvom Liverpool fører den bedste engelske række og har syv point ned til City, er de lyseblå bedre end Liverpool og alle andre mandskaber på kloden. Det fortæller Jürgen Klopp til Sky Sports.

- Modstanderen (Manchester City, red.) er for mig stadig den bedste i verden.

- Det er et rigtigt stærkt fodboldhold med en fremragende manager, siger Jürgen Klopp ifølge Sky Sports.

På trods af, at Liverpool fortsat er ubesejret i denne Premier League-sæson og er gået i et mindre udbrud i toppen af tabellen, forventer den tyske cheftræner en ekstremt vanskelig udfordring torsdag aften.

- Det er en normal kamp mod Manchester City, men en meget svær en. En af de sværeste kampe, man kan spille i moderne fodbold.

- Vi skal være så godt forberedt som muligt, være modige og fulde af vilje og vrede som i de andre kampe, siger Klopp.

Topbraget mellem Manchester City og Liverpool sparkes i gang torsdag aften klokken 21.