Video : Tipsbladet
Premier League

Liverpool forlænger igen med dansk indkasttræner

Thomas Grønnemark fortsætter som indkasttræner for Liverpool, bekræfter han selv over for Skive Folkeblad.

Thomas Grønnemark kan for mange danske fodboldfans være et ganske ubeskrevet blad, men danskeren har formået at slå sit navn fast i en af verdens største klubber.

Indkasttræneren blev således ansat i Liverpool FC sidste sommer, og som følge af sit gode arbejde for klubben er han nu blevet belønnet med en kontraktforlængelse.

- Jeg fortsætter i klubben i denne sæson. Jeg har ikke lavet en pressemeddelelse, men det er rigtigt, så jeg kan godt bekræfte det, siger han til Skive Folkeblad og uddyber:

- Det er fantastisk. Når vi lige har vundet Champions League og var et point fra at vinde det engelske mesterskab, så bliver det ikke meget større og meget bedre - specielt når Jürgen Klopp (Liverpools manager, red.) også er så glad for min indsats.

43-årige Grønnemark har tidligere luftet drømmen om at blive fuldtidsansat i den engelske klub, men han ønsker ikke at løfte sløret for, hvordan den nye aftale er strikket sammen.

- Det er fortroligt, hvad kontrakten indeholder, men jeg har kontrakt for hele denne her sæson, siger han og tilføjer, at han også er tilknyttet den belgiske fodboldklub Gent samt en tredje, fortrolig europæisk klub:

- I sidste sæson arbejdede jeg med seks klubber, og jeg forventer, at jeg som minimum når op på det samme i løbet af denne sæson, lyder det fra Grønnemark.

Thomas Grønnemark har verdensrekorden i indkast med et kast på 51,33 meter.

Han har tidligere arbejdet for danske klubber som AC Horsens og FC Midtjylland.