Video : Tipsbladet
Premier League

Mourinho bekræfter: Pogba har mistet anførerbindet

Den franske midtbanespiller er ikke længere vice-kaptajn for Manchester United.

Tirsdag eftermiddag kunne ESPN berette, at José Mourinho havde fortalt Paul Pogba, at han aldrig ville spille endnu en kamp som kaptajn for klubben.

Den dramatiske ordlyd har Mourinho ikke efterfølgende bekræftet, men sent tirsdag aften bekendte træneren ganske rigtigt, at Pogba havde mistet sin rolle som vice-kaptajn for Manchester United.

- Den eneste sandhed er, at jeg tog en beslutning om, at Paul ikke længere skal være vice-kaptajn, sagde Mourinho ifølge Manchester Evening News tirsdag aften.

Mourinho understreger dog, at der ikke har været nogle skænderier eller skulle være problemer mellem ham og Pogba, men det er svært at forestille sig andet.

Manchester United-træneren skulle angiveligt have raset ud på sin franske midtbaneprofil efter weekendens remis mod Wolves på hjemmebane, hvilket efterfølgende fik Pogba til at reagere i medierne.

Her udtalte han sig blandt andet kritisk om Manchester Uniteds taktik, hvilket er svært at tolke som andet end indirekte kritik af Mourinho. 

Men Mourinho benægter som bekendt, at det skulle være årsagen til, at Pogba nu har mistet sit ansvar som vice-kaptajn - om det er sandt, eller om det er en måde at nedtone situationen, er svært at sige.

- Den samme person, som beslutter, at Paul ikke længere er vice-kaptajn, var den samme, som i sin tid gjorde ham til vice-kaptajn. Det er mig, træneren. Jeg kan lave disse beslutninger, ingen skænderier eller problemer, det er bare en beslutning, som jeg ikke behøver at skulle forklare, fortalte Mourinho efter kampen mod Derby tirsdag.