Mourinho om Shaw-præstation: Jeg tog alle beslutninger for ham
Foto: Shaun Botterill/Getty Images
Premier League

Mourinho om Shaw-præstation: Jeg tog alle beslutninger for ham

José Mourinho fortsætter med at kritisere Luke Shaw, der fik spilletid mod Everton tirsdag aften.

Venstrebacken Luke Shaw har ikke spillet meget i denne sæson, men tirsdag kom han på banen i anden halvleg, hvor Manchester United skuffende måtte nøjes med uafgjort mod Everton i Premier League.

Og selv om det var positivt med spilletid - specielt efter alvorlig kritik af Shaw fra manager Mourinho - lægger Mourinho yderligere brænde på bålet.

Selv om portugiseren roser Shaws præstation, var den ifølge Mourinho et udtryk for godt manager-arbejde.

- Jeg kan fortælle jer det her, fordi jeg har allerede fortalt ham det. Han spillede en god kamp, men det var med hans krop og min hjerne. Han spillede foran mig, og jeg tog alle beslutninger for ham, siger José Mourinho og fortsætter:

- Kommunikationen var mulig, fordi vi var så tætte på hinanden. Det var mig, der besluttede, hvornår han skulle trække ind i banen, hvornår han skulle åbne på ydersiden, og hvornår han skulle presse modstanderen. Jeg tog alle beslutninger for ham, siger han.

Luke Shaw fik omtrend 25 minutter på banen for Manchester United, og som José Mourinho fortæller, var det i den side, hvor manageren kunne brøle ind i hovedet på engelske back. Og Mourinho håber, at Shaw snart får et gennembrud i den taktiske forståelse af spillet.

- På det her niveau har vi brug for hans fantastiske krop for at spille fodbold, de fantastiske fysiske kvaliteter og de gode tekniske evner, han har, men han kan ikke spille med min forståelse af spillet.

- Han skal lære spillet, og han skal tænke. Han er nødt til at speede processen op, for han er 21 år, og det er en alder, hvor man godt må have en bedre forståelse af spillet. 

- Men hans bidrag til holdet var godt. Han gjorde holdet bedre, siger José Mourinho.

Det var faktisk Luke Shaw, der havde afslutningen, som førte til et Manchester United-straffespark. Afslutningen valgte forsvarsspiller Ashley Williams at redde med armen, og så scorede Ibrahimovic fra pletten til slutresultatet 1-1.