Video : Tipsbladet
Premier League

Norwich-træner hylder hattrickhelten Pukki: En fantastisk præstation

Daniel Farke storroser Teemu Pukki, efter at finnen scorede hattrick mod Newcastle lørdag.

Teemu Pukki har fået en drømmestart på tilværelsen i Premier League. I Norwich’ nederlag til Liverpool scorede finnen ét mål, og da de lørdag sikrede deres første sejr i denne sæson, var Teemu Pukki helten med et hattrick.

Dermed blev han den første Norwich-spiller siden 1994 til at score et hattrick i Premier League, og Norwich’ cheftræner, Daniel Farke, var også godt tilfreds med angriberens præstation.

Det fortæller cheftræneren til klubbens hjemmeside. 

- Det var virkelig nogle strålende afslutninger fra Teemu. Hans arbejdslyst var strålende, og jeg kan huske, at han også vandt boldbesiddelsen tæt på vores eget felt, og det er netop den mentalitet og ånd, vi har brug for. Det handler ikke om individuelle statistikker eller hvor mange mål han scorer. Det handler om holdet, og han er så vigtig for os, så det var en fantastisk præstation fra ham, fortæller Daniel Farke.

Norwich-træneren var også yderst tilfreds med Norwich’ forsvar i kampen, selvom de indkasserede et mål i slutminutterne.

- Som træner vil man altid have et clean sheet, og jeg følte, at vores forsvar fortjente det, men vi havde foretaget et par ændringer på det tidspunkt, der påvirkede vores rytme. Der var lidt pres på os, fordi vi indkasserede fire mål mod Liverpool, men i dag var forsvaret fantastisk, så store, store komplimenter til vores baglinje, siger han.

Teemu Pukki kom til Norwich fra Brøndby IF på en fri transfer i sommeren 2018.