Salah blev hattrickhelt i ny Liverpool-sejr
Foto: Getty Images
Premier League

Salah blev hattrickhelt i ny Liverpool-sejr

Mohamed Salah var den helt store profil, da Liverpool slog Bournemouth lørdag eftermiddag.

Liverpool tog deres femte sejr på stribe i Premier League, da de smadrede Bournemouth med 4-0 lørdag eftermiddag.

Fra kampens første fløjt satte Liverpool sig på opgøret, og efter knap 25 minutter fik de udnyttet dominansen til at bringe sig foran. Bournemouths keeper, Asmir Begovic, havde ikke styr på et langskud fra Roberto Firmino, der røg tilbage i feltet, hvor Mohamed Salah var hurtigst over den og sendte den sikkert i nettet til 1-0.

I slutningen af første halvleg begyndte værterne at røre på sig, men de formåede ikke at få udlignet inden pausen.

Men selv om Bournemouth kunne begynde at håbe på en udligning inden pausen, blev håbet hurtigt slukket efter. Efter blot to minutter løb Salah fra en Bournemouth-spiller og snød en anden, inden han med en kølig afslutning scorede til 2-0.

Det blev også 3-0 efter knap 67 minutter. Liverpools venstreback, Andrew Robertson, sendte et indlæg ind i boksen, hvor Steve Cook på uheldig vis fik dirigeret bolden i eget net, da han forsøgte at cleare bolden.

Cook var imidlertid ikke færdig med at indtage en uheldig hovedrolle. Et kvarter før tid mislykkedes han med at cleare en lang bold fra Liverpool-forsvaret, og i stedet sendte han Salah alene mod Begovic i Bournemouth-målet. Efterfølgende snød Salah målmanden to gange, inden han sikkert sendte bolden i et frit mål. Dermed fik Salah altså sit hattrick.

Salah og kompagni fik ikke scoret yderligere, og opgøret sluttede med en overbevisende 4-0-sejr til Liverpool. 

Resultatet betyder, at Liverpool fortsat er ubesejret i Premier League, hvor de har hentet 42 point efter 16 kampe. Det er et point mere end Manchester City, der dog har en kamp til gode. Bournemouth har derimod hentet 23 point og ligger i øjeblikekt på syvendepladsen.