Video : Tipsbladet
Premier League

Schmeichel mindes afdød Leicester-ejer: Han troede på mig fra starten

Kasper Schmeichel fortæller, at den afdøde Leicester-ejer, Vichai Srivaddhanaprabha, har spillet en stor rolle i hans karriere.

I oktober blev Leicester City ramt af en tragedie, da klubbens thailandske ejer, Vichai Srivaddhanaprabha, var en af fem døde i et helikopterstyrt efter en Premier League-kamp.

Det fik mange til at hylde den populære klubejer, og en af dem, der især hyldede 'Khun Vichai', var Leicesters danske keeper, Kasper Schmeichel. Srivaddhanaprabha betød nemlig en hel del for hans karriere, fortæller Schmeichel i et interview med Sky Sports.

- Hvis man kigger tilbage på min karriere, har jeg hele tiden måttet bevise mig selv og blive sammenlignet med andre. Konstant har jeg skullet bevise, jeg er god nok. Så kom en fyr, der sagde, at han troede på mig fra første øjeblik. Han sagde, at han havde set mig og gav mig chancen.

- Jeg har været her næsten otte år nu, og det siger meget om stabiliteten her og den tro på mig, han havde. Efter at have været i ni klubber til blot at være i en klub. Jeg ledte efter en person, der troede på mig – det gjorde han og hans familie, lyder det fra den danske keeper.

Schmeichel mener, at han var et perfekt eksempel på, hvordan man skal lede en fodboldklub.

- Han gjorde det ikke for at tjene penge. Han ville give. Han havde en passion for klubben, for Leicester, og han gjorde så meget for byen med donationer til hospitalet og sådan. Det var ejerskab gjort ordentligt. Hvis du er fan af en klub, er det den type ejer, du vil have, fortæller Schmeichel.

Efter tragedien har sønnen Aiyawatt 'Top' Srivaddhanaprabha overtaget sin fars rolle i klubben.