Tottenham-profils fremtid er i fare: Udeladt til Champions League-opgør
Foto: Getty Images
Premier League

Tottenham-profils fremtid er i fare: Udeladt til Champions League-opgør

Toby Alderweirelds fremtid i Tottenham er kommet i fare.

Når Tottenham i dag flyver til Torino forud for mødet med Juventus tirsdag aften, er det uden Toby Alderweireld på flyet. Den belgiske landsholdsspiller bliver hjemme i London for at komme tilbage i form.

Alderweireld er gået glip af de seneste tre måneder med en forstrækning, men han vendte tilbage i sidste uge, hvor Tottenham mødte Newport County i FA Cuppen. Her spillede han fuld tid, og han meldte sig også klar til weekendens derby mod Arsenal, men her valgte Mauricio Pochettino ikke at udtage belgieren til truppen.

Nu er han så heller ikke med på flyet til Italien, og ifølge the Telegraph vil han ikke være tilfreds med udeladelsen.

Det er samtidig også med at smide brænde på bålet med rygterne om, at han ikke vil forlænge sin kontrakt med Tottenham. Hans nuværende kontrakt udløbet i 2019 – om end den indeholder en option om en etårig kontraktforlængelse.

Kontrakten indeholder dog også en frikøbsklausul på 220 millioner kroner, som bliver aktiveret i sommeren 2019 – hvis handlen bliver gennemført mindst 14 dage før transfervinduets lukning.

Alderweirelds fremtid vil nu igen blive diskuteret, og der er interesse fra både Manchester City, Chelsea og Real Madrid.