Video : Tipsbladet
Premier League

Zanka skal snakke fremtid til sommer: Åben for klubskifte

Mathias "Zanka" Jørgensen drømmer om at skifte til en større klub i England.

Mathias "Zanka" Jørgensen er ikke blevet én i rækken af danske fodboldspillere, der tager til England uden at få spilletid. Den tidligere FC København-spiller har været fast mand for Huddersfield Town i Premier League fra dag ét, og han har også bidt som fast som starter på det danske landshold ved siden af Simon Kjær i det centrale forsvar.

Dermed har klubskiftet foreløbig været en stor succes for "Zanka", og der kan muligvis vente et nyt af slagsen i horisonten. Den 28-årige midtstopper er således åben for et skifte til en større klub efter denne sæson.

- Større Premier League-klubber er selvfølgelig hele tiden et mål. Jeg vil nå så høj en hylde som overhovedet muligt. Til sommer har jeg et år tilbage af min kontrakt, og så skal vi til at snakke nogle ting igennem. Det er både klubben og jeg bevidste om. Men der er lang tid til sommer, så der kan nå at ske rigtig mange ting, siger Mathias "Zanka" Jørgensen ifølge Ritzau.

Danmarks landstræner Åge Hareide siger til samme medie, at han føler, Mathias "Zanka" Jørgensen er klar til at tørne ud for en endnu større klub i England.