Video : Tipsbladet
La Liga

Godt nyt til Gareth Bale: Skade ikke så slem som forventet

De første meldinger gik på, at Gareth Bale ville være ude i op til en måned. Nu oplyser waliserens spanske klub Real Madrid, at skaden ikke er så slem som forventet.

Der er gode nyheder til fans af Gareth Bale og Real Madrid. Efter først at være blevet meldt ude i en hel måned, har nye undersøgelser af skadens omfang vist, at det ikke er helt så slemt. Det oplyser de forsvarende spanske mestre og Champions League-vindere på sin hjemmeside.

Efter at have undersøgt skaden i den lægmuskel, der holdt Bale ude af weekendens kamp mod Espanyol, er der kun konstateret hævelse. Spanske AS skriver, at sådanne skader typisk betyder en pause på 10-15 dage. Offensivspilleren er dermed kun ude halvt så lang tid som først antaget.

Det walisiske landsholds ubetinget største stjerne når dog stadig ikke at blive klar til Wales' kommende to VM-kvalifikationskampe. Holdet skal forsøge at bevare den nuværende andenplads i gruppe D foran Irland, der kun er 1 point efter. Wales har 4 point op til Serbien, der sidder på førstepladsen.

Med den nuværende prognose kan Gareth Bale i bedste fald håbe på at være klar til Real Madrids La Liga-kamp mod bysbørnene fra Getafe den 14. oktober. Skulle han ikke nå denne kamp, kan han håbe på at kunne være med i truppen til Champions League-braget mod engelske Tottenham på Santiago Bernabeu tre dage senere.