Video : Tipsbladet
La Liga

Michael Laudrup slår fast: Jeg har ikke afvist Real Madrid

Den danske legende har ikke - som det har stået skrevet i spansk presse - tilbudt sig til Real Madrid, og han har heller ikke sagt nej til Real Madrid.

Hver gang der er et ledigt job i Real Madrid eller FC Barcelona, bliver Michael Laudrup nævnt. Om det er trænerjobbet, som sportsdirektør eller i forbindelse med et præsidentvalg.

Også denne gang, hvor det er Real Madrid, der leder efter en ny træner efter fyringen af Julen Lopetegui.

Men Michael Laudrup går nu selv i rette med nogle af de historier, der har været i Spanien om, at han både har tilbudt sig selv til Real Madrid samt takket nej til et tilbud fra klubben.

Den tidligere danske landsholdsstjerne, der spillede for både Real Madrid og FC Barcelona, stoppede tidligere i år som træner for Al Rayyan, og han har ikke ønsket at få et nyt job, fordi han har villet prioritere familien mere og prøve at leve et liv, hvor alt ikke handler om fodbold.

Og det holder han fast i, selv om Real Madrid skulle kalde. På spørgsmålet, om han vil acceptere, hvis Real Madrid tilbød ham et job, takker danskeren på den korte bane nej.

- Ikke lige nu, for jeg har brug for tid (sammen med familien og væk fra fodbolden, red.). Minimum indtil næste sommer. Jeg må se, hvad jeg træffer af beslutning derefter. Måske føler jeg på det tidspunkt, at jeg kan lide dette liv bedre. Det er ikke et spørgsmål om at blive tilbudt en stor kontrakt, siger Michael Laudrup til spanske Marca og forklarer:

- Det har irriteret mig, at der i den spanske presse på to uger har stået, at jeg har tilbudt mig til Real Madrid, og at jeg nu har sagt nej til et tilbud fra Florentino (Perez). Ingen af de delene er korrekt, og jeg forstår ikke, hvorfor de skriver det om mig. Jeg forstår, at det er et tidspunkt, hvor der sker mange ting, men der er en forskel på at bringe mit navn i spil og at opfinde noget.

Michael Laudrup forklarer også i interviewet, hvorfor det er så vigtigt for ham at prøve at tage tid væk fra den professionelle fodboldverden.

- Jeg stoppede i Qatar efter næsten tre år, og jeg besluttede at tage en pause. Jeg har ikke defineret den pause, men jeg har brug for at se, hvor meget jeg kommer til at savne fodbolden. Jeg startede med at spille, da jeg var 17 år, og jeg har boet næsten 40 år uden for Danmark. Nu føler jeg et behov for at være mere sammen med min familie. Jeg er bedstefar til to børn, og jeg kan også nyde ting, jeg måtte opgive tidligere. Jeg har ikke en klar beslutning omkring, hvad jeg vil med min fremtid. Jeg arbejder for tv med at kommentere Champions League, Premier League og mere, så man kan nok aldrig helt adskille mig fra fodbolden, og jeg elsker det stadig, siger Laudrup.

Michael Laudrup er 54 år. Som træner har han stået i spidsen for Brøndby, Getafe, Spartak Moskva, Mallorca, Swansea City, Lekhwiya og Al Rayyan.