Video : Tipsbladet
La Liga

Modric efter svingende efterår: Real ved hvordan man klarer svære tider

Real Madrid-stjernen Luka Modric føler sig sikker på, at klubben nok skal komme op igen efter en halvsæson, hvor man har fyret træneren.

I denne sæson har det lignet en omgang folkedans fra Real Madrids side, hvor man tager to skridt frem og to tilbage igen og igen. Det er dog ikke noget, som årets Ballon d'Or-vinder Luka Modric er bekymret over.

Det gør han klart i et interview med klubbens hjemmeside forud for deres kamp mod Kashima Antlers ved VM for klubhold.

- Nu kommer der en stor udfordring for os. Holdet har dog vist mange gange før, at selvom man er gået igennem hårde tider med problemer, så har man fundet en vej via kvalitet og karakter. Vi har altid vidst, hvordan man kommer igennem det, forklarer Modric.

Derudover peger han på, at det er vigtigt for ham, at man slutter 2018 ordentligt af, hvor man undervejs vandt Champions League for tredje gang i træk.

- Ligesom vi har vundet Champions League tre gange i træk, så vil vi gøre det samme med VM for klubhold. Det er altid vigtigt for Real Madrid at vinde trofæer. For mig er det ligeledes afgørende, at jeg kan være med til at hjælpe holdet på den bedst tænkelige måde, men det vigtigste er, at vi spiller som et hold, siger Ballon d'Or-vinderen.

Real Madrid træder ind i semifinalen ved VM for klubhold, og hvis de kommer i finalen, så møder de vinderen af opgøret mellem River Plate og Al Ain. Onsdagens kamp mellem Real Madrid og Kashima spilles klokken 17.30.