Video : Tipsbladet
La Liga

Pensioneret stjerneangriber ønsker at se Mourinho i Barcelona

Samuel Eto'o vil gerne have Jose Mourinho tilbage til FC Barcelona, hvor portugiseren tidligere har været assistenttræner.

Jose Mourinho var fra 1996 til 2000 assistenttræner i FC Barcelona, inden han selv blev cheftræner i Benfica.

Portugiseren kom siden til klubber som Chelsea, Real Madrid og Inter, og hos sidstnævnte var han blandt andet manager for Samuel Eto'o, som også havde været i Barcelona tidligere i karrieren.

Angriberen fra Cameroun, som for nyligt lagde støvlerne på hylden, udtaler nu, at han godt kunne tænke sig at se Mourinho i den spanske klub.

- Det ville være smukt. Jeg vil gerne bede Jose om at komme til Mallorca - det ville være godt. Det er den bedste by i Spanien, men jeg vil hellere have ham til Barca, fortæller Eto'o til Sport og uddyber:

- Jeg er træt af at sige, at han er et af de bedste mennesker i fodboldverden. Jeg stoppede karrieren, og han var den første til at sende mig en besked.

Jose Mourinho har senest været manager i Manchester United.