Bologna glemte ny spiller i lufthavnen
Illustration
Serie A

Bologna glemte ny spiller i lufthavnen

Bolognas præsident Albano Guaraldi har fyret fire ansatte, fordi de glemte at hente holdets nye midtbanespiller Ibson i lufthavnen.

Bologna kæmper for at undgå nedrykning fra Serie A, og derfor gik de i januar på markedet for at hente den brasilianske midtbanespiller Ibson i Corinthians.

Men Ibson har fået en rigtig dårlig start i klubben. Da han landede i lufthavnen i Rom i går morges, var der ingen, der ventede på ham som aftalt. Han blev slet ikke hentet, og det fik præsident Albano Guaraldi til rasende at proklamere fyringer af fire medarbejdere, der var ansvarlige for afhentningen.

- Teknisk partner Adriano Polenta, generalsekretær Luca Befani, kommunikationsmanager Carlo Calicet og Andrea Battacchi fra marketingafdelingen er alle blevet fyret, forklarede Guaraldi, i følge Tutto Mercato Web i går.

Ibson er dog nu kommet på plads i Bologna og kan debutere for sin nye klub på søndag ude mod Torino.