Video : Tipsbladet
Serie A

Juventus risikerer at blive smidt ud af Serie A

Juventus vil blive smidt ud af Serie A, hvis ikke de trækker sig fra Super League-projektet, oplyser det italienske fodboldforbund.

Mens AC Milan og Inter Milan har trukket sig ud af den stærkt kritiserede europæiske Super League, så holder Juventus fast.

Ifølge flere medier blandt andet Washington Post og nyhedsbureauet AP, så kan de komme til at koste dem deres plads i Serie A.

Således fortæller de, at præsidenten for det italienske fodboldforbund, Gabriele Gravina, mandag var ganske klar i mælet.

- Reglerne er klare. Hvis Juventus stadig er en del af Super League, når næste sæson begynder, så kan de ikke være med i Serie A. Jeg vil være kede af det på fansenes vegne, men regler er regler, og de gælder alle, sagde Gravina til den napoli-baserede radiostation "Kiss Kiss".

Real Madrid og FC Barcelona er sammen med Juventus de eneste tre klubber, der stadig forsøger at holde liv i drømmen om den europæiske Super League, selvom de også risikerer udelukkelse fra Champions League.

- Jeg håber, det slutter snart, lyder det fra Gabriele Gravina.

Super League-projektet imploderede for tre uger siden, da seks af den involverede engelske klubber bakkede ud inden for bare 48 timer efter offentliggørelsen. Både klubbernes fans og den britiske regeringer reagerede kraftigt på nyheden.

De har siden måttet gå bodsgang hos UEFA, og har sammen med Atletico Madrid og de to Milan-klubber underskrevet et forlig, hvor de forpligter sig til kun at spille i eksisterende europæiske turneringer.

I aftalen har UEFA også fået indskrevet, at fem procent af klubbernes indtægter fra de europæiske turneringer tilbageholdes i næste sæson.