Video : Tipsbladet
Serie A

Juventus snubler efter vildt Parma-comeback

Cristiano Ronaldo scorede to mål, men Juventus smed alligevel point mod Parma, da Gervinho udlignede til 3-3 dybt inde i overtiden.

Meget skuffende måtte Juventus se sig slået ud af Coppa Italia i midtugen, da Atalanta vandt 3-0. Heldigvis havde Torino-klubben en oplagt mulighed for at komme op på hesten igen, da Parma lørdag aften var på besøg i Serie A.

Og Juventus så ud til at få oprejsning takket være en stor kamp af superstjernen Cristiano Ronaldo, der nettede to gange. Portugiseren åbnede målscoringen ti minutter før pausen, da han ude af balance fik bolden i nettet med lidt hjælp fra Parma-keeper Sepe, som ikke så helt god ud i situationen.

Efter pausen gik det målamok. Daniele Rugani gjorde det til 2-0, da han flugtede bolden i kassen, men to minutter senere reducerede Antonio Barilla efter en omstilling. Yderligere to minutter senere steg Ronaldo uimodståeligt til vejrs og headede et godt indlæg fra Mandzukic i kassen.

Dermed lignede det afgørelsen, men det skulle ikke være let for Juventus. Parma reducere endnu en gang efter en fræk hælscoring af Gervinho, og i tre minutters overtid dukkede ivorianeren op igen og udlignede til slutresultatet 3-3.

Trods svipseren fører Juventus stadig Serie A med ni point ned til Napoli.