Video : Tipsbladet
Serie A

Klubpræsident om bizar Skrtel-transfer: Konen ville ikke med

Martin Skrtel nåede denne sommer kun at være Atalanta-spiller i lige over en måned. Konen ville ikke med til Bergamo, og det fik ham til at tage væk igen, siger klubbens præsident.

En bizar situation udfoldede sig på transfervinduets sidste dag den 2. september. Den tidligere Liverpool-stopper Martin Skrtel havde tidligere på sommeren skrevet kontrakt med Champions League-debutanterne fra Atalanta, men da transfervinduet så småt var på vej til at lukke, ophævede Atalanta og Skrtel kontrakten. 32 dage efter, den var blevet indgået.

Ikke længe efter var Skrtel så på plads i den tyrkiske klub Istanbul Basaksehir og var således tilbage i den tyrkiske millionby, som han havde forladt blot en måned inden, hvor han tørnede ud for Fenerbahce.

Nu kommer forklaringen på det besynderlige skifte angiveligt. I et interview med Gazzetta Dello Sport kommer Atalantas præsident, Antonio Percassi, med sin udlægning af sagen.

- Han var en god knægt, men han var ked af det. Man kunne se, at han led, fordi konen ikke ville med hertil, siger Percassi til den italienske avis ifølge football-italia.net.

Skrtel har ikke selv udtalt sig om situationen. Slovakken fik lørdag debut for Istanbul Basaksehir og har således begyndt sin fjerde sæson i træk i den tyrkiske Süper Lig.