Høgh: Jeg er kommet til Norges Brøndby
Illustration
Skandinavien

Høgh: Jeg er kommet til Norges Brøndby

Nicolai Høgh er kommet til norske Vålerenga, der har svært ved at indfri klubbens store ambitioner. Han kalder klubben for Norges Brøndby og kan ikke vente med at hjælpe dem væk fra bunden.

Den 19. juni sluttede et langstrakt forhandlingsforløb mellem Vålerenga og Nicolai Høgh, da Esbjerg-anføreren satte sin signatur på en kontrakt, der løber de næste to-et-halvt år. Vålerenga viste nemlig allerede tidligt på foråret interesse for 29-årige Høgh, men først efter pokaltriumfen den 9. maj begyndte parterne at forhandle seriøst om en aftale.

Nicolai Høgh er begyndt træningen i sin nye klub, men det norske transfervindue åbner først den 15. juli, så Høgh må vente med debuten til den 29. juli, når Vålerenga hjemme møder Sarpsborg.

- Det er pisse irriterende, at det er sådan, for jeg er opsat på at komme i gang og hjælpe holdet. Omvendt har jeg god tid til at lære mine nye holdkammerater at kende og komme i rigtig god form efter et par måneder uden kampe. Det er dejligt, at min fremtid er på plads, og jeg har fået at vide, at jeg får en rimelig stor rolle til at starte med, selv om trænerne selvfølgelig aldrig kan love mig noget. Jeg havde muligheder i Syd- og Østeuropa, hvor der var flere penge at hente, men det har aldrig været drivkraften for mig. Vålerenga vidste klart mest om mig, og jeg kender Michael Schjønberg (assistenttræner red.). Alt det betød meget, da jeg skulle træffe mit valg, siger Nicolai Høgh til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Nicolai Høgh præsenteret i Vålerenga

Vålerenga er aktuelt nummer 13 i Tippeligaen efter at være blevet nummer otte og syv de seneste to sæsoner. Oslo-klubben er altså i krise og langt fra de topplaceringer, som de drømmer om at spille med om. Det afskrækker dog ikke Høgh, der tror på, at holdet i næste sæson er med i toppen.

- Man kan sammenligne Vålerenga lidt med Brøndby i Danmark. Det er en stor klub, der er nede i en bølgedal, men som har store ambitioner. Nu skal vi igennem den her sæson og overleve, og så kan vi måske spille os i Europa ved at vinde pokalturneringen, hvor vi er kommet i kvartfinalen. Og så tror jeg på, at vi spiller med i den sjove ende næste år, siger Høgh, der på ingen måde mener, at et skifte til Norges nummer 13 er et skridt ned i forhold til Esbjerg, der blev nummer fire i Danmark i den forgangne sæson.

- Jeg synes, det er et godt skifte. Et skridt op. Jeg ser Vålerenga som en større klub end Esbjerg. Der er flere fans. Stadion er større, og setuppet omkring klubben er bedre. Vi spillede måske lidt over evne i Esbjerg i foråret, og jeg håber, at det her skifte kan få lidt gang i mig igen. Ikke et ondt om de andre i Esbjerg, men til sidst manglede jeg konkurrencen til at holde mig skarp. Jeg har manglet at blive udfordret. Det får jeg muligheden for her, hvor vi er fire midterforsvarere, der skal kæmpe om pladserne.

Nicolai Høgh har spillet hele sin karriere i Esbjerg og tager altså nu hul på et helt nyt eventyr. Det bliver mærkeligt for midterforsvareren, der også tidligt gjorde det klart for hans agent Allan Nielsen, at det ikke var på tale at tage til en dansk klub.

- Der er kun én klub i Danmark for mig, og det er EfB. Det sagde jeg til Allan allerede i december, og det har han respekteret, så jeg har ikke hørt, om der skulle være andre Superliga-klubber efter mig, for det var under alle omstændigheder ikke aktuelt. Det bliver rigtig underligt, når jeg står til den første kamp og kigger nedad mig selv og ser et andet klublogo på brystet, men jeg glæder mig.