Video : Tipsbladet
Skandinavien

Malmö hyrer tysk træner som afløser for fyrede Pehrsson

Uwe Rösler er ny cheftræner i Malmö FF, der tidligere på året fyrede mestertræneren Magnus Pehrsson. Dermed har Søren Rieks og Lasse Nielsen fået ny chef.

Det er ikke nemt at være cheftræner i Malmö FF. I foråret fyrede klubben Magnus Pehrsson på grund af dårlige resultater et halvt år, efter han havde ført holdet frem til mesterskabet, og før ham havde også mestertræneren Allan Kuhn fået sparket.

Nu er Malmö så klar med Pehrssons afløser, som bliver tyske Uwe Rösler. Den 49-årige træner har senest stået i spidsen for Fleetwood Town i den engelske League One. Tidligere har Rösler trænet hold som Leeds United, Wigan, Brentford, Molde, Viking og Lillestrøm.

- Uwe Rösler er en stærk og inspirerende person, som ved, hvad han vil, og kan formidle det. Han er passioneret og stiller høje krav, samtidig med at han hviler i sig selv og sit lederskab. Ud fra hans erfaringer fra tidligere klubber har han formået relativt hurtigt at påvirke resultaterne i en ny klub i positiv retning, siger klubdirektør Niclas Carlnén til mff.se.

Der er grund til at håbe, at Rösler relativt hurtigt kan vende resultaterne i Malmö også. Holdet ligger på tiendepladsen i Allsvenskan, hvilket er alt andet end tilfredsstillende for de forsvarende mestre.

I Malmö får Rösler de to danskere Søren Rieks og Lasse Nielsen under sig, og han glæder sig til opgaven.

- At få muligheden for at træne en klub med så rig en historie gør mig naturligvis stolt. Malmø er en god fodboldby, og MFF har et enormt potentiale. Jeg håber på at kunne bidrage til flere nye titler, siger træneren.

Röslers første kamp med Malmö FF bliver 7. juli mod Sirius.