Video : Tipsbladet
Skandinavien

Viking-spiller: Pinlig opførsel af Mike Jensen

Den danske Rosenborgspiller var i fokus efter mandagens kamp mod bundholdet Viking.

Mike Jensen løb med overskrifterne i mandagens Eliteseriekamp mellem Viking og Rosenborg. 

Tidligt i anden halvleg slog danskeren ud efter hjemmeholdets André Danielsen, der ville undskylde for en grov tackling. 

Kort efter var det Rosenborg-anføreren selv, der gik hårdt ind i en duel. Det takserede dommeren med et gult kort, hvilket Mike Jensen ikke var enig i. 

Efter kampen var Viking-spilleren Kwesi Appiah ude med riven over for danskeren.

- Den fyr skriger mod dommeren, hver gang nogen rør ham. Han kaster sig og skriger i alle dueller og går efter frisparket. Det er pinligt. Det er skuffende at se en professionel spiller gøre sådan noget. Jeg havde forventet en anden opførsel af en anfører i en så stor klub, sagde Appiah til VG efter kampen.

Mike Jensen havde dog ikke meget til overs for kommentarene.

- Det gider jeg ikke engang at svare på. Jeg har ikke hørt om ham før. Jeg så ikke særlig meget til ham, så han skal nok bare klynke lidt, sagde danskeren.

Rosenborg vandt kampen 1-0, selvom Viking kontrollerede kampen fuldstændig. Den danske anfører var da også nærmest undskyldende efter kampen.

- Jeg tør næsten ikke se deres træner i øjnene. Det er helt utroligt, at de står med nul point. Vi blev spillet ud af banen, og Viking var langt bedre end os.