13. december: Nummer 7 havde været mere fizzkarl
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

13. december: Nummer 7 havde været mere fizzkarl

Tipsbladet.dk's julekalender byder på en historie om en Superliga-spiller hver dag frem til jul. I dag handler det om ulykkesnummeret 13 og de spillere i Superligaen, der bærer nummeret.

Mads Justesen
Forsvarsspiller, Hobro IK
Nummer 13 i Hobro siden 2006 eller 2007

Hvad er historien bag, at du spiller i nummer 13?
- Det er fra dengang, jeg startede. Da jeg var kommet tilbage, fik jeg nummer 3 og havde det nummer frem til 2006 eller 2007, hvor jeg sprang mit korsbånd. Så var jeg ude i halvandet år, og da jeg kom tilbage, havde de hentet en anden forsvarsspiller, der havde overtaget mit nummer. På det tidspunkt var det eneste nummer, der kunne passe min størrelse, nummer 13. Jeg var ligeglad med nummeret, så det blev 13, og jeg har spillet i nummer 13 lige siden. Der var ikke rift om den.

Har du selv ritualer eller overtro?
- Det tror jeg ikke, man helt kan frasige sig som fodboldspiller. Jeg har haft mange ting i løbet af min karriere, og det har været pissedejligt at få dem brudt. Nogle gange skulle jeg holde et bestemt sted - altså parkere - eller køre samme vej til kamp. Nogle gange troede jeg på at lade skægget stå i en ubesejret stime. Det har jeg heldigvis ikke haft de sidste par år. Jeg har også altid haft noget med at drikke noget energidrik, og det kunne gøre mig panisk, hvis jeg havde glemt det. Jeg har haft mange små ting.

Har I nogle ting ellers i omklædningsrummet?
- Jeg tror, fodboldspillere generelt har nogle sjove ting. Nogle gange taler man højt om dem, men mange har nogle, uden at andre ved det. Det er min fornemmelse. Det her med at gøre tingene i en bestemt rækkefølge. Det er lidt det samme med trænere, der altid går med den samme rytme, fordi man vil ind i rutinen. Det bliver en boble. Det samme med tiden op til en kamp, i opvarmningen - jeg har haft det sådan i mange år, at mig og min makker i forsvaret har lavet nogle ting sammen under opvarmning, og det har smittet af på dem, der er der nu. Det kan være sparke lange bolde eller korte afleveringer. Jeg tror også, det giver den der tryghed i, at man gør tingene på samme måde.

Har du overvejet at skifte nummer?
Nej, det har jeg ikke for at være helt ærlig. Det har ikke været så betydningsfuldt. Jeg har kun haft fokus på at vinde fodboldkampe. Engang talte jeg med nogle tyske fans, der var oppe for at se en kamp, og de fortalte, at Björn Kopplin spillede i nummer 13 i Union Berlin. Jeg ville gerne have, at han skulle blive i klubben i sommer, så jeg tilbød ham nummer 13, men det ville Björn ikke tage imod. Det siger også lidt om den tyske kultur. Hans forældre var beæret over, at jeg tilbød ham det nummer.

Du har også meget anciennitet jo... 
- Det var også det, som Björn lagde vægt på. Han er en god dreng, og jeg er glad for, at vi beholder ham indtil videre.

----

Johan Larsson
Forsvarsspiller, Brøndby IF
Nummer 13 siden februar 2015

Hvorfor spiller du i nummer 13 i Brøndby?
- Fordi jeg er stor basket-fan, og Steve Nash har altid været lidt af et forbillede, så jeg syntes, det var en fed en idé at prøve noget nyt, og nummer 7 var optaget af en relativt stor spiller herude (Thomas Kahlenberg, red.). 

Hvad er fedt ved basket?
- For mig er der bare nogle ting, som kan få mig til at koble af fra fodbolden og interessere mig for noget andet. Bare helt koble af og se nogle andre arbejde hårdt.

Og hvad kan du lide ved Steve Nash?
- Den her underdog-historie - en hvid pointguard, som var 185 centimeter høj og slet ikke skulle kunne klare sig i NBA. Han vinder back-to-back MVP-titler i NBA, så det var mere den underdog-historie, jeg syntes var fed.

13 er jo kendt som et ulykkestal. Har du gjort dig tanker om det?
- Det har jeg ikke. Jeg tror, hvis man vil se efter uheld, kan man nok finde en masse ting. Jeg ved godt, nogle siger det om nummer 13 og uheld, men det er ikke noget, der gør mig noget.

Har du selv noget overtro?
- Ikke sådan noget specielt. Det er meget små ting...

... Sådan noget som at tage højre støvle på først altid?
- Ja, lige præcis.

De andre 13'ere har nogle ting med, at de skal sidde et eller andet bestemt sted. Er der ellers noget sjovt i omklædningsrummet i Brøndby?
- Der er ikke så meget, men vi har vores faste plads i taktikken. Der er ikke noget hokus pokus der.

Har du overvejet at skifte nummer?
- Slet ikke.

Det går dig meget godt - du spiller masser af kampe og er aldrig skadet...
- Lige præcis.

----

Casper Olesen
Angriber, SønderjyskE
Nummer 13 siden sommeren 2015

Hvorfor spiller du i nummer 13?
- Jamen i SønderjyskE spillede jeg også ungdomsfodbold, og når man bliver rykket op i Superliga-truppen, bliver man ikke spurgt om, hvilket nummer man vil have. Man får et nummer tildelt. Det er altså ikke et nummer, jeg selv har valgt, men det gør mig ikke ked af det eller noget. Jeg tror ikke på overtroiske ting, og jeg tror ikke, der er noget ulykke over at spille i nummer 13.

Tildelt? Var der et nummer, du hellere ville have haft?
- Sådan er det i SønderjyskE, ja. Det er klart, at man helst vil have 1 til 11. Nu er jeg offensivspiller, så 7 til 11 ville jeg gerne have haft. Det sådan noget, der kommer, hvis man begynder at spille fast. Der er jo noget tradition over at spille i 1 til 11.

Hvordan har du det ellers med ritualer?
- Jeg har selvfølgelig min faste måde at forberede mig til kamp på - blandt andet med at spise rigtigt - men sådan egentlige sjove ritualer eller ting, jeg gør før kampen, har jeg ikke, fordi jeg ikke vil være bundet fast af noget. Hvis man har noget, man er vant til eller skal gøre inden en kamp, bliver det et problem, hvis man pludseligt står og har lidt travlt inden kampen. Det er også lidt derfor, at jeg ikke spiser det samme før kampen. Jeg vil ikke være bundet af sådan noget.

Er der andre i omklædningsrummet, der laver nogle fjollede ting?
- Jeg er da sikker på, at der er nogen, der har noget. Men det er ikke noget, vi sådan lige går og bider mærke i. Jeg har i hvert fald ikke set noget.

----

Morten "Duncan" Rasmussen
Angriber, AGF, og Superligaens mest scorende nogensinde
Nummer 13 siden januar 2016, hvor han vendte tilbage til AGF

Er der en særlig grund til, at du spiller i nummer 13?
- Ja, vi lod jo fansene i AGF stemme om, hvilket trøjenummer jeg skulle have, og de stemte på nummer 13, så det er vel historien. (Han havde det dog også i sit første halvår tilbage i AGF, inden fansene stemte om det.)

Var du glad for eller ked af det?
- Det er fint. Jeg har haft mange forskellige numre, og jeg har scoret i dem alle sammen, så det er ikke trøjenummeret, der gør forskellen.

Nogle betragter det som ulykkesnummer, men det gør du ikke?
Nej. Det gør jeg absolut ikke.

Har du ellers noget overtro eller ritualer?
Ikke de store ting. Jeg har nogle sokker, jeg bruger, men jeg ved ikke engang, om det er overtro. Det er mere, fordi dem føler jeg mig komfortable i, så dem har jeg brugt i mange år. De er bare rare at have på. Så nej, jeg synes ikke, der er et eller andet spændende og stort.

Er det, fordi du ikke tror på overtro?
Man tror vel på overtro, når det gavner én. Så kan man bruge det. Men generelt nej. Tænk på, hvis jeg skulle tage venstre sok på først, og jeg så kom til at tage højre på først. Så kunne jeg lige pludselig ikke spille. Det ville være lidt for tilfældigt.

Det kan man ikke overlade til tilfældighederne?
Nej, præcis.

Har du haft et nummer gennem din karriere, som du har været gladere for at spille i?
Jeg har været glad for de numre, jeg har haft. Det ville være skidt, hvis jeg havde haft nummer 20, og jeg så i to år ikke scorede et eneste mål. Så kunne det godt være, jeg ville være lidt træt af det nummer, men det har heldigvis ikke været tilfældet..

KLIK HER FOR AT VENDE TILBAGE TIL FØRSTE SIDE


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.