Video : Tipsbladet
Superliga

5000 til indendørsfodbold: KMD Cup udsolgt dagen før stævnet

Der bliver fuldt hus i morgen, når anden udgave af indendørsturneringen KMD Cup afvikles. Det glæder de århusianske arrangører sig over.

For et år siden fyldte Brøndby-fans hele den ene langside i Brøndby Hallen, da indendørsstævnet KMD Cup blev spillet for første gang. I år kommer hjemmeholdet også til at høre hjemme på en af langsiderne, men tilskuerne bliver klædt i hvidt i stedet for gult.

Denne gang lægger Århus halgulv til KMD Cup, der løber af stablen i morgen. Her lidt over et døgn før kickoff til den første kamp er den sidste billet blevet solgt, og spillere, tilskuere og tv-seere kan dermed se frem til 5000 mennesker på lægterne.

- Vi er - som dette års arrangørklub - naturligvis glade for, at vi nu kan melde udsolgt. Ved premieren sidste år i Brøndby viste KMD CUP sig at være et underholdende, intenst og spændende fodboldstævne, og det tyder på, at fodboldpublikummet har taget det til sig. Nu arbejder vi videre på at blive klar til i morgen aften, hvor vi glæder os til at tage imod de mange fans til en forhåbentlig rigtig god aften i Ceres Arena, siger Søren Højlund Carlsen, der er kommunikationschef i AGF, til klubbens hjemmeside.

AGF gør desuden opmærksom på, at samme regler for tilskuere gælder i Ceres Arena, altså hallen, som på Ceres Park lige ved siden af. For eksempel må man ikke bære trøjer eller anden merchandise tilhørende en klub på andre tribuneafsnit end netop den klubs. 

De medvirkende klubber er AGF, Brøndby IF, OB, AaB og Vejle Boldklub. Hjemmeholdet er forsvarende vindere fra i fjor.