AaB-anfører foran rekord: Det er vildt, og jeg er stolt af det
Foto: René Schütze/Polfoto
Superliga

AaB-anfører foran rekord: Det er vildt, og jeg er stolt af det

Rasmus Würtz spiller sin Superliga-kamp nummer 397 på søndag. Det er en tangering af Hans Henrik Andreasens rekord.

Da AaB for 14 år siden spillede en Superliga-kamp mod Esbjerg fB på en sommersøndag i Vestjylland, havde cheftræner Poul Erik Andreasen en ung mand fra Skive i startopstillingen. Blandt velkendte navne som Jimmy Nielsen, Erik Bo Andersen, Allan Gaarde og Brian Priske kunne man således også finde navnet Rasmus Würtz.

Den dengang 18-årige skibonit startede inde i Superligaens første spillerunde, og siden da har han stort set ikke været ude. Sæson efter sæson og kamp efter kamp har han været en del af Superligaen,og mens alle øvrige deltagere i kampen fra sommeren 2002 er stoppet, spiller Rasmus Würtz endnu. Og på søndag spiller han sin Superliga-kamp nummer 397, når AaB møder FC Midtjylland. Dermed tangerer han den rekorden for flest antal Superliga-kampe, siden turneringens begyndelse i 1991.

Hans Henrik Andreasen er den aktuelle indehaver af rekorden, men nu kommer 33-årige Rasmus Würtz altså op siden af ham. Det er han stolt af.

- Når man lige tænker over det, er det vildt. Det er ikke et mål, jeg har haft, men jeg har heller ikke været i udlandet. Det er et vildt antal kampe, og jeg er stolt af det, siger Rasmus Würtz til tipsbladet.dk.

Når han ser tilbage på karrieren, er han stolt af det, han har opnået.

- Jeg er rigtig glad for den karriere, jeg har haft. Jeg har stort set altid spillet kampe hele tiden. Det er ikke mange gange, jeg er blevet skiftet ind, så jeg har fået mange minutter. Jeg føler, at jeg har opnået det, jeg kunne ønske mig. Jeg ramte ikke mit topniveau, da jeg var i FC København, men det var fedt at komme tilbage til AaB og ramme et rigtigt match. Det er jeg rigtig glad for, siger Rasmus Würtz, der naturligvis fremhæver AaB's mesterskab i 2014 som højdepunktet i Superliga-karrieren, som har strakt sig over 16 sæsoner.

I 2016 forbinder man Rasmus Würtz med AaB, for han indledte sin anden periode i klubben for syv år siden. Han har dog også spillet for FC København og Vejle, men han nåede aldrig at komme til en udenlandsk klub.

- Muligheden har været der, og da jeg skiftede til FC København (i 2007, red.), kunne jeg have taget til udlandet. Der var nogle følere ude, og hvis jeg ville det, kunne jeg have gjort det. Så jeg fortryder ikke noget, men man kan altid være bagklog, når tingene ikke udviklede sig som håbet i FCK. Det er heller ikke sikkert, at det var gået godt i udlandet, og jeg ved også godt, at det ikke altid er lykken at skifte til en udenlandsk klub. Jeg er glad for alt det, jeg har opnået i Danmark, siger Rasmus Würtz.

Midtbanemanden er i dag 33 år, men han ved endnu ikke, hvor længe karrieren fortsætter endnu.

- Jeg tænker ikke så langt, for jeg fokuserer på at præstere i nuet. Til nytår har jeg halvandet år tilbage af min kontrakt, så der er lang tid til, og jeg tænker, at vi må se på det til den tid. Jeg må gøre op, hvad der skal ske, når vi når dertil. Jeg tager en dag ad gangen, siger Würtz, der også overvejer at blive i fodboldens verden, når karrieren en dag er forbi.

- Det er nogle overvejelser, jeg begynder at gøre mig. Jeg er ikke kommet frem til en beslutning, men jeg kunne godt forestille mig at blive i fodboldens verden. Det kan også være, at jeg ikke gør det. Vi må se på det, når jeg stopper karrieren en dag, men jeg har haft verdens bedste job i snart 15 år, så jeg må finde ud af, hvad det næstbedste er, siger Rasmus Würtz med udsigt til en bemærkelsesværdig rekord og sin Superliga-kamp nummer 397.

Her er oversigten over de 10 spillere med flest Superliga-kampe på bagen:
Hans Henrik Andreasen: 397 kampe
Rasmus Würtz: 396 kampe
Per Nielsen: 394 kampe
Jimmy Nielsen: 375 kampe
Mogens Krogh: 371 kampe
Michael Hansen: 371 kampe
Nicolai Stokholm: 370 kampe
Arek Onyszko: 363 kampe
Michael Nonbo: 355 kampe
Anders Møller Christensen: 351 kampe