Video : Tipsbladet
Superliga

AC Horsens-angriber håber på forlængelse

Mathias Kristensen håber, at hans kontrakt bliver forlænget med Superligaklubben.

For snart et år siden hentede AC Horsens Mathias Kristensen i Taarup/Paarup, hvor angriberen scorede mål på samlebånd. Først skrev parterne med seks måneder, som senere blev forlænget med yderligere et halvt år, men den 31. december udløber aftalen.

Endnu ved Mathias Kristensen ikke, hvad der skal ske, og han venter på, at klubben kommer med et udspil.

- Jeg har haft lidt løs snak med Bo Henriksen, men vi har ikke haft en egentlig dialog. Jeg har ikke et sekund fortrudt, at jeg tog chancen. Det har været et meget lærerigt år i AC Horsens, siger den 25-årige angriber til Horsens Folkeblad.

Ligesom flere andre Horsens-spillere, så kommer Mathias Kristensen fra de lavere rækker, så han har haft brug for at vænne sig til tempoet i Superligaen.

Angriberen erkender, at der er mulighed for, at Bo Henriksen ikke ønsker at forlænge med ham, og det scenarie forbereder den høje angriber sig også på.

I denne sæson er det kun blevet til 169 minutters spilletid med et mål og en assist til følge.