Video : Tipsbladet
Superliga

Ærlig Zorniger: Ikke sikker på, hvor langt Kliment kan nå med sin attitude

Den tyske træner udfordrer jævnligt sin angriber Jan Kliment. Tjekkens fødder fortæller, at der er tale om en potentielt stor spiller, der kan spille i Bundesligaen. Men når det kommer til tjekkens hoved og mentalitet er Zorniger ikke lige så sikker.

Det ligger i ordet, at fodbold spilles med fødderne, men spillet er lige så vel et spil med hovedet. Et spil, hvor det handler om at kunne tænke hurtigere end modstanderne og at kunne forudse tingene - hvor boldet vil ende. Hvor modstanderne løber hen. Hvor der kan opstå plads.

Selvfølgelig er det vigtigt, at de fysiske forudsætninger er til stede, men det er mindst lige så vigtigt, at man - i overført betydning - kan bruge indersiden og forstår, at spillet også handler om at have hovedet skruet rigtigt på. At man kan abstrahere fra det store pres, omverdenen kommer med, og at man yder sit maksimale i hver eneste kamp. I hver eneste træning. I hver eneste duel.

Netop professionalisme, vilje og arbejdsomhed er nogle af de ting, Alexander Zorniger vil se fra sine spillere i det daglige, for det er sådan, de når videre og får det maksimale ud af karrieren. Og sådan, han får det maksimale ud af sit Brøndby-hold.

I øjeblikket er holdet på træningslejr i Dubai, hvor det mandag aften blev til 3-3 mod Guangzhou Evergrande, og klubben har for alvor taget hul på forberedelserne til et vigtigt forår, hvor der er et mesterskab på spil.

En af de spillere, der kan blive vigtig for Brøndby, er Jan Kliment. Den tjekkiske angriber, som Zorniger tidligere har rost og i samme moment kaldt doven, har alle forudsætninger for at blive en stor gevinst på Vestegnen, og han er da også blevet mere stabil end i sin første sæson, men Alexander Zorniger håber på, at Kliment viser mere stabilitet i foråret og har hovedet skruet rigtigt på, for så er han ikke i Brøndby i efteråret, forudser den tyske træner.

- Han har for mig at se alle kvaliteter til at blive en Bundesliga-spiller. I sine ben. Jeg er ikke helt sikker på, hvor langt han kan nå med sin attitude. Det her med at ville presse alt ud af sin krop og ud af sin relativt korte karriere som fodboldspiller, siger en meget ærlig Alexander Zorniger til tipsbladet.dk.

Ordene kommer fra Zorniger, fordi han tror på, at Jan Kliment helt oprigtigt kan nå langt, men også fordi det kræver, at tjekken investerer i sin karriere, og at han begynder med det samme. Zorniger kan dog berette om en spiller, som har flyttet sig fra sæson et til to i Brøndby.

- Det var nemt at se, at han var på et andet niveau i sommer. Det ser meget elegant ud, hans spil. Det ser også lidt dovent ud, men det er nu bare en del af hans bevægelse. Hvis Cristiano Ronaldo bevæger sig sådan, vil alle sige, at det ser elegant ud. Han er utrolig hurtig og god i luften. Vi har set de ting.

- Vi så farten mod FCK, hvor han gik forbi William Kvist, som var der ingen spiller at gå forbi. Vi så hans evner i luften i den første kamp mod Midtjylland, og vi så hans afslutningsevner i 3-1 sejren i SønderjyskE. Så det er ikke bare noget, jeg siger, det er faktisk nemt at se. Men det er også en kvalitet at vise sine styrker og evner igen og igen. Og det gør han ikke. Hvis han gjorde det, spillede han ikke i Danmark, siger tyskeren.

I stedet taler man lige nu om en talentfuld spiller, der har et stort potentiale. Det er to og et halvt år siden, at Jan Kliment blev topscorer ved U21-EM med tre scoringer. I øvrigt i samme kamp. Og den slutrunde sikrede ham et skifte til VfB Stuttgart i 2015.

Nu, hvor Jan Kliment er blevet 24 år, håber Alexander Zorniger, at det hele forløser sig på banen for angriberen.

- Vi taler om potentiale. Det er en af opgaverne som træner at udvikle potentiale, men der er altid et maksimumniveau. Jeg kan kun bringe dem hen til døren, men de skal selv gå igennem døren, siger Alexander Zorniger.

Det er nu anden sæson i træk, at angriberen er udlejet til Brøndby. Hans aftale med Brøndby udløber til sommer, og hans aftale med Stuttgart udløber om halvandet år.

For Tjekkiet har han scoret tre gange i otte landskampe, mens det i denne sæson er blevet til fem scoringer i 17 Superliga-kampe. I sidste sæson scorede han blot en enkelt gang i 18 kampe.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.