Agent: Stor interesse for Liam Jordan
Superliga

Agent: Stor interesse for Liam Jordan

Stortalentet Liam Jordan kan skifte til Brøndby næste år. Hans agent fortæller om stor interesse.

Som tidligere beskrevet her på tipsbladet.dk kan Brøndby få tilgang af et af verdens helt store talenter i 2016. Den 17-årige sydafrikaner Liam Jordan er af den engelske avis The Guardian blevet udråbt som et af verdens 50 største talenter i årgang 98, så det er altså - på papiret - noget af en kapcitet, der kan havne i Brøndby.

Ifølge Soccerladuma holder Brøndby et vågent øje med Liam Jordan, og det har klubben gjort meget længe efterhånden. Derfor står de blå-gule angiveligt også med gode kort på hånden, når Liam Jordan skal finde sin næste klub, selvom Premier League-klubberne Sunderland og Manchester United ligeledes har haft følere ude.

Den unge midtbanespillers agent bekræfter, at der er bred interesse for Liam Jordan, man han nævner ikke specifikt på Brøndby. Sydafrikaneren kan imidlertid heller ikke skifte til en europæisk klub, før han er fyldt 18, og det gør han først i juli næste år.

- Liam er stadig 17 år, og ifølge FIFA's regler kan han ikke skifte, før han er 18, så i øjeblikket fokuserer han på Bidwest Wits. Desuden har han de seneste par måneder fokuseret meget på at gøre sin skole færdig, og det har han nu gjort. Fra januar 2016 er alt hans fokus på Wits' førstehold, siger Glyn Binkin ifølge Soccerladuma og tilføjer:

- Der er en masse interesse fra Europa, men han er klar over, at han først kan skifte, når han er fyldt 18, så indtil da forbliver han fokuseret på at gøre sit bedste for hans klub.

At Liam Jordan tørner ud for lige netop Bidwest Wits er man næppe kede af i Brøndby. De blå-gule har i mange år haft et tæt samarbejde med den sydafrikanske klub, og det er blandt andet derfra, at Brøndby fik fingrene i Lebogang Phiri.