Video : Tipsbladet
Superliga

AGF afviser Randers-forklaring: Det er usandt

Talentchef i AGF Allan Frederiksen fortæller nu, at U17-spillere fra Randers selv har henvendt sig til AGF, og at klubben i øvrigt har taget kontakt til kronjyderne, som reglerne forskriver.

Der er kamp om talenterne i dansk fodbold, og det er aldrig sjovt, når man mister en ung, talentfuld spiller. Specielt ikke, når det er en klub tæt på, der får papir på talentet.

I Randers Freja, der er moderklubben bag Randers FC, har de alene i 2019 mistet U17-spillerne Sune Balle og Sebastian Beraque Rasmussen til AGF, og det indikerede talentchef i Randers Peter Elstrup sin utilfredshed med i en historie i Randers Amtsavis fredag.

- AGF har skrevet til fire-fem af vores spillere, og det kan jeg jo kun tage som et skulderklap til hele vores talentafdeling, men det er da ikke sjovt, hvis flere forsvinder. At det så lige er AGF, som Sune og Sebastian vælger at tage til, er også ærgerligt og en forkert trend, men jeg kan jo ikke binde alle de unge spillere til klubben, sagde Peter Elstrup, talentchef i Randers FC, til Randers Amtsavis.

Nu forklarer AGF's talentchef, Allan Frederiksen, at det hele er foregået efter bogen.

- I tilfældet med de to nævnte spillere fik AGF en henvendelse fra spiller og forældre - den ene i januar, den anden nu her. Begge begrundede det med, at de ville have nye udfordringer. Vi orienterede - i henhold til brancheaftalen - Randers FC om, at vi havde fået de her henvendelser. Det er helt efter reglerne, og det er altså spillerne, der henvendte sig til os, siger Allan Frederiksen til tipsbladet.dk.

Den anden del af historien går så altså på, at AGF angiveligt skal have taget kontakt til fire-fem spillere i Randers FC. Den del pure afviser AGF-chefen.

- Det er usandt. Der er en brancheaftale Superliga-klubberne imellem, og efter forskrifterne har vi taget kontakt til Randers FC, som vi skal, og 24 timer senere til to spillere (der ikke er Sebastian Beraque Rasmussen eller Sune Balle, som AGF har hentet, red.). Sådan foregik det - det er efter reglerne. Det var det samme, da Randers sidste sommer hentede en målmand (Johannes Frahm) fra os. De kontaktede os, og derefter kontaktede de familien, siger Allan Frederiksen.

Allan Frederiksen har selv en fortid i Randers FC og kender derfor Peter Elstrup godt - de to havde i sidste uge en snak, men er altså uenige om forløbet.

Talentchefen i AGF fortæller, at klubben fra Aarhus naturligt søger at blive bedre.

- Vi kigger altid efter dygtige spillere, og hvis vi vil handle på det, er der fine regler gennem DBU's Holdninger og Superligaklubbernes brancheaftale (regler for klubskifter af ungdomsspillere, red.). Det er de regler, der siger, hvordan man kontakter interessante spillere - det er gennem klubben, derefter forældrene, siger Allan Frederiksen, der også har oplevet at miste spillere:

- Vi har mistet Oscar Fuglsang (til Silkeborg). Og vi mistede jo Frahm (til Randers), som de så sig varme på. De kontaktede os, derefter kontaktede de forældrene. Det var træls og ærgerligt, for ham havde vi gerne beholdt.

AGF ligger nummer otte i U17-Ligaen, mens Randers Freja er nummer 12. I U19-Ligaen ligger AGF på 11.pladsen, mens Randers ligger nummer fire i rækken under, U19-Divisionen.