Video : Tipsbladet
Superliga

AGF afviser Stage-salg: Vi vil bygge et ordentligt fodboldhold op

AGF-sportschef Peter Christiansen slår fast, at man ikke vil sælge Jens Stage. I hvert fald ikke til det, som er blevet budt.

I den seneste tid har AGF's Jens Stage været sat i forbindelse med et skifte til belgiske Zulte Waregem, men ifølge Aarhus-klubbens sportschef Peter Christiansen er midtbanespillerens fremtid i smilets by.

Det slår Peter Christiansen fast i et interview med Aarhus Stiftstidende.

Når Jens Stage ikke skal nogen steder, så skyldes det tilsyneladende, at belgierne har været alt for nærige, da buddet på AGF'eren skulle have været på blot én million euro, som er lidt mindre end otte millioner kroner.

Faktisk vil Peter Christiansen gå så langt som at sige, at Stage slet ikke er til salg, og det er der en særlig grund til.

- Det handler om, at vi vil bygge et ordentligt fodboldhold op. Så hvis der er nogen, der skal have vores bedste spillere, så er det på et andet niveau end dét, som nogen hidtil har vist sig at ville betale. Vi vil bygge et ordentligt fodboldhold op, og det er han en vigtig del af, siger Peter Christiansen til avisen.

Derudover afviser AGF-chefen, at han skulle have haft et direkte møde med Zulte Waregems direktør Eddy Cordier.