AGF-træner afskriver profilduo til Superliga-starten
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

AGF-træner afskriver profilduo til Superliga-starten

David Nielsen forventer, at Mustafa Amini og Tobias Sana stadig er ukampdygtige, når Superliga-sæsonen begynder.

Da AGF tidligere på ugen havde første træning frem mod den kommende Superliga-sæson, manglede der et par spillere. Der var eksempelvis ingen målmænd med på træningsbanen.

Dels havde Aleksandar Jovanovic fået et par ekstra dages fri, dels ville den nye keeper, Oscar Whalley, først træde til torsdag. Værre var det dog med Mustafa Amini og Tobias Sana, der ganske vist var på Fredensvang, men ikke på træningsbanen.

De knoklede løs i styrketræningslokalet, mens holdkammeraterne fik hevet lungerne ud med en grum gang løbetræning. Både Amini og Sana gik glip af de sidste kampe i den forgangne sæson, og de kommer formentlig også til at misse de første i den kommende.

- Alle skal jo tilgodeses, men dem, vi snakker mest om, er "Musti" og Sana, og de er et stykke vej fra endnu, så de når nok ikke sæsonstarten. Men vi har en masse andre gode spillere, som har vist sig at være stærke, så vi har fokus på dem, der er her, siger cheftræner David Nielsen til tipsbladet.dk.

- Så er der nogle, der er skadet nu, og så er der nok også nogle, der kommer til AGF på et tidspunkt, og så kan det være, der kommer nogle og køber vores spillere. Transfervinduet er åbent, så det forholder vi os ikke så meget til, når vi arbejder i hverdagen.

Ham, der står for at holde øje med transfervinduet, er sportschef Peter "PC" Christiansen. Han var ikke meget mere meddelsom, da tipsbladet.dk spurgte til planerne for transfervinduet.

- Jeg synes, vi har kvaliteterne og fleksibiliteten. Så kommer der altid til at ske et eller andet i et transfervindue; der er også nogle spillere, der snakkede om, at de ikke spiller nok. Hvad kan der være til dem, og hvad kan der være til os, hvis de ikke er her?, sagde han.

AGF spiller første testkamp frem mod sæsonstarten i morgen, når FC Midtjyllands danske mestre er modstanderen. Første Superliga-kamp står mod selvsamme FCM den 14. juli.