Video : Tipsbladet
Superliga

Alt om Hobro IK: Mens vi venter på resterne af de riges bord

Tipsbladet.dk ser frem mod sæsonstarten i Superligaen med fokus på hvert enkelt hold. Denne gang Hobro IK.

Tipsbladet.dk ser frem mod sæsonstarten i Superligaen med fokus på hvert enkelt hold.

Denne gang Hobro IK.

Transfers:
Ind: Vito Hammershøy-Mistrati (FC Helsingør), Rasmus Minor Petersen (FC Helsingør), Mathias Haarup (Brabrand IF), Edgar Babayan (Randers FC), Danny Olsen (AGF)

Ud: Alexander Nybo (Fredericia), Sebastian Andersen (Fremad Amager), Babajide Ogunbiyi (karrierestop), Rune Hastrup (karrierestop), Kasper Povlsen (kontraktudløb), Mads Schäfer Bak (kontraktudløb), Wilfried Domoraud (kontraktudløb), Anders Holvad (FC Fredericia), Lucas Jensen (Vendsyssel FF), Onur Albayrak (kontraktudløb)

Træningskampe:
Als Viking – Hobro IK 0-10
Skive IK - Hobro IK 0-1
AGF - Hobro IK
Hobro IK – Viborg FF

Bud på idealopstilling (4-4-2): Rask – Bøge, Minor, Amankwah, Kopplin – Olsen, Brix-Damborg, Hammershøy-Mistrati, Babayan – Kirkevold, Antipas

Placering i seneste sæson: Nummer 1 i 1. division

Status:
Man behøver ikke være et geni for at regne ud, at Hobro langt fra er færdige på transfermarkedet. Faktisk skal man bare kunne tælle. Som listerne over til- og afgangen oven for viser, har klubben mistet langt flere spillere, end den har fået tilgang af, og sportschef Jens Hammer Sørensen har til tipsbladet.dk sagt, at Hobro er så langt nede i fødekæden, at han og andre må væbne sig med tålmodighed, før de ønskede signinger kommer i hus. Det tyder på, at han skal finde en ny målmand, en kantspiller, en central midtbanespiller og en angriber, så Hammer Sørensen kommer ikke til at kede sig denne sommer.

Styrker:
Alt ved det hold skriger soliditet. Stort set hele vejen igennem er der tale om erfarne spillere, der har prøvet lidt af hvert i deres karrierer, og som ved, hvad det vil sige at være en del af en bundkamp, som Hobro efter alt at dømme kommer til i den kommende sæson. Det kan ende med at blive klubbens helt store fordel, at den ved, hvad den kan, og at den henter spillere, der passer dertil. Derudover kommer Hobro som oprykkere med en spandfuld selvtillid og medvind efter en sæson, hvor holdet har vundet mere, end det har tabt. Se bare, hvilket afsæt Lyngby BK og AC Horsens fik i sidste sæson.

Svagheder:
Selv om Hobro de seneste år har rykket klubben og den professionelle afdeling milevidt, er det stadig et af ligaens mindste budgetter, som Jens Hammer Sørensen har til rådighed. Det sætter nogle helt naturlige begrænsninger for, hvilke spillere man kan få. Derudover regner sportschefen som nævnt med, at de flere spillere skal sige nej til andre, før de kommer til Hobro. Vi kan altså ende med at komme langt hen i transfervinduet, og holdet kan dermed starte sæsonen, før truppen er på plads.

Han bliver vigtig:
Efter Pål Alexander Kirkevold i vinter vendte tilbage til Hobro efter udlejningen til Sarpsborg, spillede han samtlige minutter i forårssæsonen. Han scorede desuden ni mål i 14 optrædener, blandt andet sejrsmålet i sidste spillerunde mod Vendsyssel, der sikrede klubben oprykning. Med andre ord: Kirkevold var afgørende for, at Hobro vendte tilbage til Superligaen. Nu kan han blive afgørende for, at holdet forbliver der.

Hold øje med:
Vito Hammershøy-Mistrati kom denne sommer til klubben fra med-oprykkerne FC Helsingør, og det er en spændende spiller, som cheftræner Thomas Thomasberg får glæde af. Den 25-årige midtbanemand spillede en nøglerolle i Helsingørs sensationelle oprykning, og der lader til at være en plads fri på Hobro-holdet til ham. Kan han fortsætte takterne fra 1. division, har Hobro gjort et scoop.

Spørgsmålstegnet:
Hvem skal udgøre resten af holdet? Der er stadig flere huller i truppen, og de mangler endnu at blive lappet forud for sæsonstart. Med så mange udskiftninger på holdet er det afgørende, at Hobro træffer de rigtige beslutninger, når de rekrutterer nye spillere, for nedrykningskampen kommer formentlig til at vare helt til de sidste runder af sæsonen.

Bud på placering i grundspillet:
9-14

Sæsonpremiere:
Hobro IK – FC Helsingør, søndag den 16. juli klokken 16.00

Statistik fra sæsonen 2016/2017: