Video : Tipsbladet
Superliga

Alt om OB: Bliver de fynske top seks-drømme til virkelighed?

Tipsbladet.dk ser frem mod foråret i Superligaen med fokus på hvert enkelt hold. Denne gang OB.

Tipsbladet.dk ser frem mod foråret i Superligaen med fokus på hvert enkelt hold.

Denne gang OB:

Transfers:
Ind:
Oliver Lund (Lyngby BK)

Ud:
Kenneth Emil Petersen (karrierestop)
Thomas Mikkelsen (Lyngby BK)
Kamil Vacek (Bohemians Prag 1905, lejeaftale)

Træningskampe:
OB - AGF 3-2
OB - Pogon Szczecin 1-0
OB - Rapid Wien 5-2
OB - Helsingborgs IF 2-2

Bud på idealopstilling (3-5-2): Grytebust - Leeuwin, Tverskov, Lund - Laursen, Nielsen, Drachmann, Kløve, Barrett - Kadrii, Helenius

Status:
Transfervinduet blev som ventet et roligt et af slagsen på Fyn, og den største hovedpine for Jakob Michelsen har været det centrale forsvar, hvor Kenneth Emil Petersen er stoppet og Ramon Leeuwin og Alexander Ludwig pådraget sig skader. Løsningen blev at hente Oliver Lund tilbage fra Lyngby BK, og han skal være med til at sikre den top seks-placering, de sukker sådan efter på Fyn.

Styrker:
Superligaens måske bedste målmand står i OB-buret og hedder Sten Grytebust, og det vil altid være afgørende at have så solid en sidste skanse. En stor styrke i OB er desuden, at så mange spillere kan bidrage i offensiven. Jakob Michelsen kan vælge mellem Nicklas Helenius, Rasmus Festersen, Bashkim Kadrii og Anders K. Jacobsen, og det giver ham nogle strenge at spille på, som mange trænerkollegaer helt sikkert misunder ham. Der er også Mathias Jørgensen, som har fået lov til at kigge sig om efter muligheden for at komme til udlandet.

Svagheder:
Det centrale forsvar i OB var til tider udfordret i efteråret, og Jakob Michelsens tremandsforsvar skal til eksamen i den kommende halvsæson. På grund af skader har OB-træneren ikke kunnet finpudse ret meget på den position i vinterpausen, så fynboerne vil være til at tale med defensivt.

Han bliver vigtig:
Bashkim Kadrii, Sten Grytebust og Jeppe Tverskov bliver afgørende profiler i foråret, men hjertet på OB-mandskabet er indiskutabelt Janus Drachmann. OB's 6'er er trænerens forlængede arm i startopstillingen, og han gjorde det fremragende i sin første halvsæson i striber. Meget står og falder med Janus Drachmann. 

Hold øje med:
Casper Nielsen sluttede efteråret i fornem stil, og han har også gjort en god figur i vinterpausens testkampe. Den tidligere Esbjerg-spiller fik kæmpet sig ind i varmen i løbet af efteråret, og han har især evner i forhold til at sætte angriberne i scene. 

Spørgsmålstegnet:
Er Anders K. Jacobsen en angriber, man fortsat kan regne med på højeste niveau? Angriberen scorede sølle et mål i 20 kampe i efteråret, og det er naturligvis alt for lidt for en notorisk målscorer som "AK", der for alvor har noget at bevise. 

Bud på placering i grundspillet:
5-8

Forårspremiere:
FC København - OB, søndag den 10. februar klokken 18.00.

Statistik fra sæsonen 2018/2019: