Ankersen glæder sig til Kusk-samarbejde
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Ankersen glæder sig til Kusk-samarbejde

FC København får en spændende højre side i den kommende sæson, hvor Kasper Kusk fra sin plads på højre midtbane kan trække ind i banen, så backen Peter Ankersen kan komme med frem.

På papiret ligner det en giftig, giftig højre side, som FC København i den kommende sæson kan præsentere. Kasper Kusk spillede strålende, da han for AaB var en stor profil i Superligaen og en markant årsag til, at den nordjyske klub vandt "the double" forrige sæson, og bag sig får han landsholdsaktuelle Peter Ankersen, der med et gigantisk løbepensum og vilde offensive fremløb kommer til at give modstanderne problemer.

FC København har handlet stort og tidligt ind i transfervinduet, og nu går de to nye folk og øver sig på samarbejdet. Og Peter Ankersen har også haft det oppe at vende i sit hoved, at han kommer til at spille med en dygtig spiller.

- Da jeg skrev under, var Kusk allerede præsenteret, så jeg har da tænkt tanken. Vi har på landsholdet fået et par minutter sammen, men vi fik det ikke helt til at fungere. Det er jeg dog sikker på, vi får nu, hvor vi kommer til at træne sammen hver eneste dag, siger Peter Ankersen til tipsbladet.dk og forklarer:

- Jeg håber da, at vi får en god højre side at se. Men nu skal vi begge bevise os her i opstarten, for der er ikke pladser, der er givet på forhånd. Men hvis vi begge spiller op til det niveau, han viste i AaB og jeg i Esbjerg, er jeg sikker på, at det bliver spændende.

Mens Peter Ankersen primært bruger sin højre fod, bruger Kusk venstre, og det kan give fordele, fordi Kusk trækker ind i banen og efterlader et stort rum til Peter Ankersen, der ikke er bange for at komme med frem og nærmest agere wing. Og for Peter Ankersen bliver det en smule som i Esbjerg, hvor han spillede i samme side som sin bror Jakob Ankersen.

- Jeg synes, jeg var god til at skubbe Jakob ind i banen, så der blev plads til mig, og det bliver det samme med Kusk. Det handler om, at jeg skal komme med på ydersiden og fylde op, og det tror jeg, kommer til at se godt ud, siger Peter Ankersen.

Mens Kasper Kusk skiftede til FC København på en femårig aftale, skiftede Peter Ankersen på en lejeaftale med option på et køb. Han håber med skiftet, at han kan være med til at vinde et dansk mesterskab med klubben.

- Det er målet, og det er min ambition. Jeg er vel en af de eneste i truppen, der ikke har prøvet at vinde mesterskabet i Danmark. Men jeg kommer fra Østrig med pokaltitel og mesterskab, så jeg ved da, hvad det handler om, når vi går ind i den afgørende fase, siger han.