Ankersen: Målet er at få FCK til at købe mig
Foto: Darko Vojinovic/Polfoto
Superliga

Ankersen: Målet er at få FCK til at købe mig

Peter Ankersen går ikke bare efter at være udlejet et år. Han vil med sin indsatser bevise FCK om, at han er værd at købe fri.

Den danske back Peter Ankersen er i den kommende sæson FC København-spiller, efter Ståle Solbakken og FCK fik en lejeaftale med Red Bull Salzburg sat i stand. I aftalen fik FC København forhandlet en pris på Ankersen, der altså permanent kan ende i FCK, hvis den guldjagtende klub er tilfreds med det, den ser.

Og for Peter Ankersen, der i sommer skiftede fra Esbjerg til RB Salzburg og nu er vendt hjem til dansk fodbold igen, er det et klart mål med lejeaftalen at overbevise FCK om, at han er værd at købe fri.

- Det er ligesom det, der er lagt op til med den aftale. Jeg vil ikke bare spille her et år, så jeg går da efter at bevise mig med det samme, så FCK hurtigst muligt beslutter sig for at beholde mig, siger Peter Ankersen til tipsbladet.dk.

Han har selv kunnet læse med i, hvordan folk har kritiseret ham for så hurtigt at vende tilbage til Danmark og Superligaen. Men Peter Ankersen har kun fokus på at spille fodbold, fortæller han.

- Det er lidt en kombination, for da jeg stod dernede, var der en anden træner end ham, jeg skrev under med. Så startede jeg lidt fra nul. Der er selvfølgelig mange, der har stillet spørgsmål ved, at jeg vender hjem, men der må jeg bare sige, at jeg vægter spilletid højere end noget andet. Jeg har dog stadig spillet 32 kampe i sæsonen, men når du spiller to kampe og derefter ryger på bænken, så rammer du aldrig en rytme.

- Den rytme vil jeg have her i FCK, og da FCK kom på banen, var det en god mulighed for mig. Jeg har tidligere udtalt, at jeg godt kunne se mig selv spille herovre, og så slog jeg til, da muligheden opstod, siger Peter Ankersen.

Han ved godt, at han kommer til at blive en back, der skal bidrage til det offensive spil og forsøge at lave nogle mål selv, ligesom han skal byde ind med assists. Og han håber på, at han kan forbedre sin defensiv i FCK.

- Jeg skal levere meget af det, jeg gjorde i Esbjerg, hvor jeg var en back, der kom meget med frem. Jeg ved, at der er defensive pligter her, og jeg synes også, at jeg tidligere har vist, at jeg kan forsvare, men jeg håber helt sikkert, at Ståle kan hjælpe mig det sidste i defensiven.

- I Salzburg spillede vi et system, hvor man bare pressede frem og ikke have ansvar bag sig. Det var svært at forstå, og jeg savner faktisk at spille - i gåseøjne - normalt fodbold. Det kommer jeg til her, og jeg glæder mig til at komme i gang for alvor, siger Peter Ankersen.

Peter Ankersen fortæller videre, at han med skiftet også håber på at komme tilbage i varmen på det danske landshold, hvor han de sidste par gange ikke har været med blandt Morten Olsens navne.