Video : Tipsbladet
Superliga

Avis: Anderlecht-bosser uenige om Kasper Hjulmand

Frank Arnesen vil gerne have Kasper Hjulmand som Anderlecht-træner, men sportschef Michael Verschueren er ikke overbevist, skriver belgisk avis.

Kasper Hjulmand er bookmakernes storfavorit til at blive ny cheftræner i Anderlecht, efter at den belgiske storklub tirsdag sagde farvel til hollænderen Fred Rutten, der nåede tre meget skuffende måneder i spidsen.

47-årige Hjulmand var i januar tæt på at blive cheftræner i klubben, men en aftale glippede på selve målstregen. Nu skulle der dog ikke være noget til hinder for, at Hjulmand kan tage Morten Wieghorst under armen og sætte sig i trænersædet på Constant Vanden Stock Stadion.

Det skulle da lige være Michael Verschueren.

Han er sportschef i Anderlecht, og onsdag skriver Het Nieuwsblad, at han ikke er overbevist om, at Kasper Hjulmand er den rette mand for klubben. Anderlechts danske direktør Frank Arnesen er noget mere skråsikker, og derfor skal de to have fundet ud af, i hvilken retning de skal gå.

Michael Verschueren vil ifølge avisen hellere have en cheftræner med et solidt kendskab til den belgiske liga og helst også Anderlecht som klub. Den tredje mand, der har noget at skulle have sagt i forbindelse med trænervalget, bestyrelsesformand Mark Coucke, er i øjeblikket på ferie i Vietnam.

Het Nieuwsblad skriver desuden, at Anerlecht gerne ville have beholdt Fred Rutten resten af sæsonen, men at det var hollænderen selv, der valgte at trække stikket.

Tipsbladet.dk var tirsdag i kontakt med Kasper Hjulmand, der ikke ønskede at kommentere på situationen i Anderlecht.