Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Munksgaard blev forskellen for AGF

AGF tog en sejr på 1-0 mandag aften mod OB. Tipsbladet.dk zoomer ind på opgøret her.

AGF - OB 1-0 (0-0)
1-0 Nicklas Helenius (78.)

Kampens bedste:

AGF:
Alexander Munksgaard spillede i bund og grund en rigtig fin kamp, som han krydrede med oplægget til 1-0-målet, ligesom han forinden reddede noget, som lignede et sikkert OB-mål. Derudover skal Nicklas Helenius selvsagt også have ros for at gribe chancen, når den kommer. Han skulle ikke bruge mere end ét minut på banen for at sikre AGF-sejren.

OB:
Hvis der var en, som stod for, at der var noget at spille om i lang tid, så var det OB-målmand Oliver Christensen, som gang på gang stod for store redninger. Blandt markspillerne var der ingen andre end Mads Frøkjær-Jensen fynboerne, som leverede fine aktioner, som burde være endt med, at der blev scoret. Blandt andet var han bagmanden bag situationen, hvor Max Fenger kunne have scoret - men blev snydt af Munksgaard.

Kampens værste:
Det så bestemt ikke godt ud, da Nicolai Poulsen sendte en albue i hovedet på Sander Svendsen i første halvleg, som endte med at koste ham et gult kort. Men måske skulle det have været en mørkere farve. Poulsen får en smule konkurrence fra Mustapha Bundu, som 'reddede' et forsøg fra AGF på stregen, men det er han nok ligeglad med nu.

Kampens detalje:
Det var slet ikke en skønhed, som dette normalt handler om. I stedet handler det om det underlige i, at Mart Lieder fik halvandet minut af anden halvleg, inden det gik op for OB-trænerteamet, at han ikke kunne spille og skiftede ham ud med Max Fenger.